Annonce
AC Horsens

AC Horsens forlænger med topscorer

Hallur Hansson har forlænget sin kontrakt med AC Horsens. så den løber yderligere et par år. Arkivfoto: Ole Nielsen
Hallur Hansson har skrevet under på ny to-årig kontrakt, men det bliver svært at holde på ham i så lang tid, spår manager Bo Henriksen.

Horsens: Et af de potentielle salgsemner i AC Horsens er Hallur Hansson. Den færøske landsholdsspiller, der endte sæsonen 2018/2019 som topscorer, stod til kontraktudløb til nytår, og derfor var sommerens transfervindue sidste mulighed for at score en transfersum på midtbanespilleren.

AC Horsens' manager Bo Henriksen er dog gået i modsatte grøft, og han har i stedet forlænget den eksisterende aftale med yderligere to år, så parterne nu har papir på hinanden frem til udgangen af 2021.

- Jeg er sikker på, at Hallur Hansson har haft andre muligheder, så jeg er meget glad for, at vi er blevet enige om en ny aftale. Han blev valgt til årets spiller, og han endte som topscorer. Hallur Hansson er på mange måder katalysator for vores værdier om hårdt arbejde og ydmyghed, så jeg er stolt over, at han bliver i klubben, siger Bo Henriksen.

I samme åndedrag slår han fast, at han ikke vil satse noget voldsomt stort beløb på, at Hallur Hansson bliver i AC Horsens kontraktperioden ud.

- Hallur Hansson har efterhånden været i AC Horsens i nogle år, men det er først nu, at vi for alvor er ved at få forløst hans store potentiale. Det er sket, efter vi rykkede ham ind på den centrale midtbane, og hvis han fortsætter med at leve op til sit potentiale, kan det ende med, at vi kun har ham i en enkelt sæson mere, siger Bo Henriksen.

Annonce

Han blev valgt til årets spiller, og han endte som topscorer. Hallur Hansson er på mange måder katalysator for vores værdier om hårdt arbejde og ydmyghed, så jeg er stolt over, at han bliver i klubben.

Bo Henriksen

Landsholdsopgaver

Hallur Hansson kæmpede i sidste sæson med eftervirkningerne af en operation i foden. Han havde spillet med smerter i alt for lang tid, og det tog lang tid, før han kom oven på igen. I sine første sæsoner i AC Horsens spillede han på kanten eller blev brugt i forreste geled som makker til Kjartan Finnbogason.

Det er imidlertid først i denne sæson, at han har leveret varen som målscorer, og med syv træffere endte han som topscorer. Midtbanespillere, der kan levere det antal mål, er eftertragtede.

- Det var specielt i efteråret, at Hallur Hansson var stærkt spillende. I foråret ved alle vidst, at det har været svært at være outstanding, men det ændrer ikke ved, at vi er glade for, at Hallur Hansson har valgt at fortsætte karrieren i AC Horsens. Han betyder meget for vores spil med sit store løbepensum, og den store energi, som han bringer ind i vores spil, siger Bo Henriksen.

Hallur Hansson er i øjeblikket optaget af landskampe med Færøerne, og af samme grund møder han heller ikke ind i AC Horsens den 17. juni, når holdet begynder forberedelserne til den kommende sæson. Han har fået nogle ekstra dage fri til at få ladet batterierne op til den kommende sæson.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce