Annonce
AC Horsens

AC Horsens er tæt på kontraktforlængelser

James Gomez er i AC Horsens på en lejeaftale. Den kan veksles til en permanent kontrakt, men AC Horsens' klausul udløber inden sæsonen er færdigspillet. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Planlægningen i forhold til næste sæson er sat på standby. Det kan blandt andet ramme James Gomez fra Gambia.
Annonce

Horsens: Alle spillere med kontraktudløb 30. juni skal tilbydes en kontrakt for yderligere en måned på grund af den ændrede afslutningen på sæsonen 2019/2020, som betyder, at der skal spilles kampe indtil slutningen af juli.

For AC Horsens' vedkommende handler det om syv spillere. Michael Lansing har sat sin underskrift på en aftale, der løber frem til årsskiftet, og for de seks resterende spillere er der også en afklaring på vej.

- Det hele er ved at være på plads. Vi skal lige have styr på papirarbejdet, siger manager Bo Henriksen.

Ayo Okosun har blandt andet meldt ud, at han gerne ville blive en ekstra måned i AC Horsens som lejesvend fra FC Midtjylland.

I det lidt længere perspektiv har den forlængede sæson dog ikke gjort forberedelserne til næste sæson lettere. Tværtimod.

Kontraktudløb i AC Horsens

Følgende spillere har kontraktudløb i AC Horsens pr. 30. juni og er blevet tilbudt en måneds forlængelse, som fodboldens parter har aftalt det:

Ayo Okosun (Lejeaftale med FCM)

Erhan Masovic (Lejeaftale med Club Brugge)

James Gomez (Lejeaftale med Real de Banjul)

Peter Nymann (Kontraktudløb)

Michael Lansing (Kontraktudløb - har forlænget til 31. december 2020)

Oliver Drost (Kontraktudløb)

Matthias Præst (Kontraktudløb)

Annonce

Forkøbsret udløber

AC Horsens har blandt andet lejet 18-årige James Gomez fra Gambia i et halvt år med forkøbsret, og den aftale udløber inden, AC Horsens kender afslutningen på sæsonen, og for klubbens økonomi og sammensætningen af truppen er det altafgørende, om det hedder 1. division eller Superligaen til efteråret.

- Vi er nødt til at sætte det hele lidt på standby. Transfermarkedet bliver formentlig også rykket lidt, men jeg er nødt til at vente, til jeg ved hvilken økonomi, vi har til rådighed, siger Bo Henriksen.

AC Horsens har været i gang med forberedelserne til den kommende sæson. Der er blandt andet indgået en kontrakt med Jacob Buus fra FC Fredericia, ligesom Bo Henriksen har meldt ud, at der var nogle aftaler på vej. Han vil dog ikke bekræfte aftalen med Jacob Buus.

- Vi var i gang med flere ting, men det hele er sat på pause på grund af corona, så jeg kan ikke sige noget om nye spillere, siger Bo Henriksen, der altså indtil videre beholder eventuelt nye kontrakter i skrivebordsskuffen.

AC Horsens genoptager kampene i Superligaen på mandag ude med FC Midtjylland, og skal efter afslutningen på grundspillet ud i et nedrykningsspil for at sikre sig en ny sæson i den bedste række.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce