Horsens: AC Horsens havde i søndags for første gang Jannik Pohl med i startopstillingen i 2021, men angriberen måtte gå ud efter en times spil. Han lagde sig ned på banen og blev hjulpet ud af fysioterapeut Mads Damgaard.
- Det var hele tiden vores plan at tage ham ud efter 60 minutter. Han er ikke skadet, men vi passer på ham, for han har stadig lidt med hælen, siger Jens Berthel Askou, der ikke havde angriberen med på træningsbanen torsdag.
- Det betyder ikke, at han ikke er i spil til kampen mod OB, siger AC Horsens' cheftræner.
Magnus Jensen er heller ikke med til træningen. Han har siden midten af januar været ude med en skade.
- Han mangler endnu lidt, før han kan være med igen, siger Jens Berthel Askou.
James Gomez, der kraftigt bejlede til en plads i startopstillingen i forårspremieren, er ved at være oppe i omdrejninger. Han kan nu deltage i det meste af træningen.
Han fik en skade i baglåret til en af de sidste træninger inden kampen mod Randers FC.
- Det er et spørgsmål, om han når at blive helt klar til kampen mod OB, siger Jens Berthel Askou.
Karantæner på vej
AC Horsens har endnu ikke været ramt af karantæner i forårets kampe, men de begynder at nærme sig.
Bjarke Jacobsen, Alexander Ludwig og Jonas Gemmer er alle ude med karantæne ved den næste advarsel. Alexander Ludwig kan tåle en mild advarsel, som for eksempel gives for at sparke bolden væk eller for brok.
Bjarke Jacobsen indledte denne sæson med to røde kort, så med 82 strafpoint er han med afstand den AC Horsens-spiller, der har optjent flest karantænepoint. Udover de to røde kort har midtbanespilleren fået to advarsler.