Herning: AC Horsens tabte for tredje gang, da holdet måtte rejse hjem fra Herning med et nederlag på 1-0. Indsatsen var markant bedre end i de foregående kampe.
- Det bliver lettere at rejse sig denne gang, men omvendt gør det også mere ondt denne gang, sagde cheftræner Jens Berthel Askou.
Og midt i ærgrelsen kom der også fokus på FC Midtjyllands sejrsmål til 1-0.
Matej Delac boksede bolden væk, men linjedommeren markerede, at bolden var over stregen.
- Jeg synes, det er ærgerligt, at vi skal stå og diskutere om bolden var inde eller ej. I mine øjne burde man have ladet spillet køre videre, så det er ikke er en linjedommer, der står to meter fra baglinjen, der skal markere for mål, sagde Jens Berthel Askou.
Linjedommeren markerede for mål, og derfor skal VAR "kun" kontrollere, om der er sket en åbenlys fejlkendelse. Hvis linjedommeren ikke havde markeret for mål, skulle VAR have vurderet, om der var mål eller ej ud fra tv-billederne.
- Det burde være tv-billederne, der afgør den slags, og de billeder, jeg har set, er det ikke tydeligt, at der er mål, sagde Jens Berthel Askou med slet skjult henvisning til, at når man indfører VAR, burde der ikke kunne opstå tvivl om, hvorvidt en bold er over målstregen eller ej.
- Jeg har ikke været med, da VAR blev indført, men der burde være målteknologi, sagde cheftræneren.
Søren Reese havde det på samme måde. Han kunne ikke selv vurdere, om bolden var over stregen eller ej.
- Vi fik indført VAR for at få styr på kampafgørende situationer. I mine øjne er det endnu vigtigere at få en form for udstyr, så vi kan måle om en bold er over stregen eller ej, sagde Søren Reese.