Annonce
AC Horsens

AC-back slipper billigt: Frantsen smider gipsen

Rune Frantsen frygtede flere uger med armen i gips, men allerede på træningslejren kan han træne med en skinne på. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

AC Horsens tager ekstra spillere med på træningslejren i Tyrkiet. Bo Henriksen vil være sikker på at kunne træne ordentligt.

Horsens: AC Horsens tager tidligt onsdag morgen på 10 dages træningslejr i Belek i Tyrkiet, og manager Bo Henriksen kan glæde sig over, at han tager en mere eller mindre skadesfri trup med i flyveren.

Værst ser det ud for højrebacken Rune Frantsen, der var uheldig og brækkede en knogle i hånden på første træningsdag, men han er sluppet billigt.

- Han får gipsen af lige inden, vi skal rejse, og så bliver han udstyret med en skinne til hånden, så han kan træne. Han skal naturligvis ikke være med i spil, hvor der er kontakt, men han vil kunne være med i en del af træningen, siger Bo Henriksen.

Med tilgangen af angriberen Nicolai Brock-Madsen tager AC Horsens 22 markspillere med plus tre keepere. Det betyder, at der bliver plads til et par af klubbens unge talenter ud over den normale førsteholdstrup.

- Det er vigtigt, at vi kan træne og spille 11 mod 11 selv om vi skulle have et par spillere, der må stå over nogle træninger, siger Bo Henriksen.

Målmand Kevin Ray Mendoza er også retur i AC Horsens, efter han indledte januar med filippinernes landshold, der var med til Asian Cup.

AC Horsens har i den forløbne uge sparet flere spillere for, at de kunne være friske til træningslejren. Det gælder bl.a. spillere som Thomas Kortegaard og Jonas Borring.

AC Horsens skal spille tre træningskampe i Tyrkiet. Lørdag den 26. mod Zaglebie Lubin. Den 29. januar og 1. februar venter de to østrigske mandskaber Sturm Graz og Rapid Wien.

Bo Henriksen tester sit hold en sidste gang inden superligapremieren, når holdet er tilbage på dansk grund. Det sker med en testkamp mod Silkeborg fra 1. division den 4. februar.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce