Annonce
AC Horsens

AC-anfører ude i fem uger

Hallur Hansson kommer ikke med i AC Horsens kommende kampe mod Lyngby, Silkeborg og Esbjerg. Foto: Ole Nielsen
Hallur Hansson er kommet hjem fra landskampen med Færøerne med en brækket knogle i hånden.

Horsens: AC Horsens går svækket ind til de kommende kampe. Anfører Hallur Hansson kom hjem fra landskampene for Færøerne med en brækket knogle i hånden. Han spillede ellers kampen mod Malta til ende for Færøerne, men i den kommende tid bliver det ikke til flere kampe for AC Horsens.

Hallur Hanssons skade kunne have givet plads til en midtbane med Bjarke Jacobsen og Ayo Okosun, der var ude med karantæne mod Hobro. Netop de to spillede stærkt sammen for to sæsoner siden på den centrale midtbane, men Bjarke Jacobsen fik direkte rødt i sidste minut af opgøret mod Hobro, så nu bliver det formentlig Peter Therkildsen eller Erhan Masovic, der skal være makker til Ayo Okosun på den centrale midtbane på søndag mod Lyngby.

Imens ærgrer Hallur Hansson sig.

- Uheldet skete et kvarter før tid i landskampen. Jeg prøvede at få fat i en bold, som en forsvarsspiller ville skærme ud af banen. Han faldt og landede oven på mit hånd, og jeg kunne med det samme mærke, at en knogle stak ud i hånden, siger Hallur Hansson.

Han spillede godt nok kampen færdig som en ægte færing, der ikke lader sig gå på af den slags smerter, men nu er armen i gips.

- Det plejer at tage fem-seks uger. I første omgang holder jeg mig i ro i 14 dage, og så må vi se, om jeg kan få lov til at træne lidt og eventuelt få en skinne til hånden. Jeg går glip af de næste tre kampe, og så er der landskampspause igen. Derefter skulle jeg gerne være klar igen, siger Hallur Hansson.

Men pausen kommer på et skidt tidspunkt.

- Jeg er irriteret over at skulle sidde ude. Vi har nogle meget vigtige kampe, og jeg ville gerne ind og bidrage, siger Hallur Hansson, der altså må væbne sig med tålmodighed.

Annonce

Brødtekst

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce