Annonce
Østjylland

Aarhus-firma hiver tøjgigant i retten om kopieret regntøj

Daniel Brix Hesselager, ejer af virksomheden Rains, der laver moderigtigt regntøj. Rains fører i øjeblikket en kopi-sag mod den spanske sværvægter Zara.

Kopi-retssager er økonomisk tunge. De er dyre at føre, og vinder du, er kompensationen lille. Det betyder dog ikke, at man helt skal lade være, siger Rains-ejer Daniel Brix Hesselager, der har valgt at krydse klinger med tøjgiganten Zara.

AARHUS: En klassisk, men også farverig sag. Sådan beskriver Daniel Brix Hesselager, ejer af virksomheden Rains, retssagen, som Rains fører mod det spanske tøjmærke Zara for at have kopieret to af virksomhedens kerneprodukter. Egentlig er der ikke tvivl om, hvorvidt Zara har kopieret Rains' produkter, en regnjakke og en regnfrakke, men udkommet af retssager er jo aldrig givet på forhånd, siger Daniel Brix Hesselager.

- Vi har fundet de to fabrikker, som har produceret produkterne for Zara, og de fortæller, at de blev præsenteret for vores to produkter og fik besked på at lave kopier. Og jeg tror da godt, at vi alle kan blive enige om, at det er kopier, men nu er spørgsmålet så, om vores produkter er beskyttede - om de er udtryk for en kreativ proces, som er foregået hos os, fortæller Daniel Brix Hesselager.

Sagen startede i 2016, hvor kunder gjorde Rains opmærksomme på, at man kunne købe nøjagtige kopier af deres regntøj i Zara. Efterfølgende indgik Rains i en dialog med Zara, men da den ikke førte nogle vegne, valgte Rains at indstævne Zara i dansk ret for plagiat.

Daniel Brix Hesselager forventer, at hovedforhandlingen starter efter årsskiftet, og slaget kommer til stå om, hvorvidt de to produkter bare er regnjakker, som regnjakker flest ser ud, eller om de er udtryk for et et arbejde og en kreativ proces udført af Rains.

- Det er jo en typisk disputs, som kommer op, når man diskuterer immaterielle rettigheder. Hvor meget kreativitet skal der være i det? Og kan man for eksempel designbeskytte en nederdel, eller hvor går grænsen, siger Daniel Brix Hesselager.

Annonce

Det er klart, at hvis en multinational koncern som Zara går ind og sælger produkter, der er kopier af vores, så vægter det højere, end hvis det er en lille lokal butik, som vælger at have en regnjakke i kollektionen, som ligner vores. Men vi tager altid dialogen med vores modpart først.

Ejer Daniel Brix Hesselager, Rains

Rains

Rains er et tøjfirma, som producerer moderigtigt kvalitetsregntøj.Virksomheden har base i Aarhus og blev stiftet af Daniel Brix Hesselager i 2012.

Rains havde i 2017 et resultat før skat på 29 millioner kroner.

Vil være principiel sejr

Rains førte og vandt i 2017 en kopi-sag omhandlende de samme to produkter mod en dansk forhandler, men Daniel Brix Hesselager oplever ikke, at kopiering af virksomhedens produkter er et stort problem. I forhold til Zara ville det dog være en fejl ikke at føre en sag, mener han.

- Hvis ikke vi gør noget, så er det jo en stiltiende accept af, at de kopierer vores produkter. Generelt kan jeg sige, at vi oplever kopiering sporadisk, og så behandler vi det alt efter, hvor omfattende det er. Og det er klart, at hvis en multinational koncern som Zara går ind og sælger produkter, der er kopier af vores, så vægter det højere, end hvis det er en lille lokal butik, som vælger at have en regnjakke i kollektionen, som ligner vores. Men vi tager altid dialogen med vores modpart først.

Falder sagen ud til Rains' fordel, vil firmaet have vundet en principiel sejr, men økonomisk er der ingen ræson i at føre kopi-sager i Danmark, fortæller Daniel Brix Hesselager.

- Sagen mod den danske forhandler kostede kostede flere hundrede tusinde kroner at føre, og vi blev kompenceret med et væsentligt mindre beløb. Det samme kommer til at gøre sig gældende i sagen mod Zara. Sagen koster et betydeligt millionbeløb at gennemføre, men den kompensation, vi kan få, er væsentlig mindre.

En bekostelig affære

I store dele af Europa sikrer den europæiske lovgivning til en vis grad, at virksomheder ikke behøver at acceptere at få deres produkter kopieret, men der er også mulighed for at gå skridtet videre og få sine produkter designregistreret, fortæller Daniel Brix Hesselager. Det har Rains ikke gjort.

- Hvis man har designregistreret sine varer, så stiller det måske en lidt bedre i en retssag, fordi det viser noget om, at du har gjort noget for at sikre dit design. Men det er ikke udslagsgivende for en sags udfald. Og derudover er det en meget bekostelig affære. Vi har for eksempel omkring 70 produkter, så det ville slet ikke være en mulighed for os på tværs af de mange lande vi er i, lyder det fra Daniel Briz Hesselager.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce