Annonce
Sport

90 gyldne sekunder hjælper Manchester City til sejr

Ian Kingston/Ritzau Scanpix
På to mål i slutningen af første halvleg vandt Manchester City 2-0 ude over Crystal Palace.

Efter choknederlaget til Wolverhampton for to uger siden er Manchester City tilbage på sejrssporet i Premier League.

Lørdag aften vandt det forsvarende engelske mesterhold sikkert med 2-0 ude over Crystal Palace, der ellers har været en af sæsonens store positive overraskelser.

Med sejren er Citys afstand op til Liverpool på førstepladsen skrumpet til fem point, inden Liverpool søndag møder ærkerivalen Manchester United.

City-manager Josep Guardiola er kendt som en taktisk iværksætter, og lørdag var spanieren atter i det kreative hjørne, da han satte sin startopstilling.

Han havde nemlig valgt en opstilling uden naturlige centerforsvarsspillere. Citys trebackkæde bestod af den defensive midtbanespiller Fernandinho og de to backs João Cancelo og Benjamin Mendy. De centrale forsvarsspillere John Stones og Eric Garcia var henvist til bænken.

Taktikken virkede i den forstand, at kampbilledet var fuldstændig som forventet. Manchester City dominerede, og Crystal Palace var sjældent på bolden i særlig mange sekunder ad gangen.

Den største udfordring for Guardiola og City var, at Palace-keeper Wayne Hennessey stod en fremragende kamp.

Der skulle to gyldne øjeblikke til i slutningen af første halvleg, før det lykkedes at veksle overtaget på banen til et overtag på måltavlen.

Først scorede Gabriel Jesus med hovedet efter et perfekt indlæg fra Bernardo Silva.

Halvandet minut senere var oplægget endnu flottere, da Raheem Sterling i bedste Michael Laudrup-stil lobbede en fremstormende David Silva fri, og spanierens helflugter fordoblede føringen.

Foran 2-0 blev anden halvleg lidt af en energimæssig spareøvelse for Manchester City inden tirsdagens møde med Simon Kjær og Atalanta i Champions League.

Det lidt lavere tempo fik også Crystal Palace til at se ud som en mere ligeværdig modstander, og med et kvarter tilbage var hjemmeholdet yderst tæt på at reducere. Edersons klasseredning på stregen forhindrede Christian Benteke i at score.

I den anden ende fik Gabriel Jesus en verbal lussing af holdkammeraterne øjeblikket efter.

Alene med målmand Hennessey valgte han selvisk at sparke på mål i stedet for at trille bolden til Kevin De Bruyne, der var så fri, at han næppe kunne have brændt på et tomt mål.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Malerfirma hyrede coach til at hjælpe sig gennem fusion: - Vi stod jo med 38 medarbejdere, der havde 38 forskellige måder at gøre tingene på

Annonce