Annonce
Læserbrev

90-årig om sundhedssektoren: Efter min mening er det fuldstændig urimelige krav, der stilles til personalet

For mig var det en højst ubehagelig dokumentation af, at underbemandingen er langt større og langt mere truende, end det man ser beskrevet i pressen. Et stresset personale smitter på en måde af på patienterne, så de føler sig endnu mere hjælpeløse, og de bliver bange for at ringe efter hjælp.

Læserbrev: Jeg befinder mig for tiden på plejehjemmet i Thyregod på aflastningsafdelingen, fordi jeg har brækket begge håndled og derfor er ude af stand til at klare mig selv.

Ellers bor jeg i ældreboligerne ved Stensvang Plejecenter i Bredsten. Jeg er 90 år.

6. juni skulle jeg til Kolding Sygehus og være der kl. 8.15, og derfor skulle jeg være klar og ville blive hentet kl. 6.45.

Alting tager meget lang tid, når man ikke er mobil, så jeg foreslog nattevagten, der skulle hjælpe mig færdig, at få et bækken samtidig med lidt morgenmad. Bækkenet fik jeg kl. 6.29 og afgang som sagt kl. 6.45, så der var ikke meget tid at gøre godt med.

Jeg fik nu besked om, at det var en siddende transport!

Det er på nuværende tidspunkt i mit helbredelsesforløb helt umuligt for mig at sidde op så længe, dels fordi jeg har sammenfald i ryggen, og fordi min ryg efter faldet stadig gør meget ondt, når jeg skal op eller vendes eller i det hele taget bevæger mig i sengen.

Begrundelsen for den siddende transport var, at når det var to brækkede håndled, så fejlede benene vel ikke noget. Derudover var der gået en uge efter mit fald.

Man glemmer at se på helheden, herunder min meget skrøbelige ryg.

Jeg kan ikke huske, hvilket tidspunkt jeg ringede, fordi jeg var færdig med bækkenet. Jeg har fået at vide, at der kun må ringes én gang, men grundet min svage ryg kan jeg ikke holde ud at ligge på bækken i flere timer.

Denne dag tog jeg mod til mig og ringede fire gange - intet skete. Endelig kl. 9 blev bækkenet hentet, men da havde jeg fået arbejdet mig fri af bækkenet.

Dagen forinden havde jeg været oppe for længe i forhold til mine kræfter og faldt i søvn på bækkenet. Jeg sov en time.

For et par dage siden var det med omvendt fortegn. Jeg måtte holde mig i to en halv time, mens jeg ventede på et bækken.

Det skal fremhæves, at det ikke er personalet, det er galt med. Langt de fleste er venlige og imødekommende, men de er stressede og frustrerede over, at de ikke kan nå at betjene patienterne, som de gerne vil.

Det samme var i mindst lige så høj grad tilfældet på Kolding Sygehus, hvor jeg var de første to-tre dage efter mit fald. Der var jeg vidne til et personale, der næsten alle virkede som om, de var tæt på sammenbrud.

Efter min mening er det fuldstændig urimelige krav, der stilles til personalet, og som sagtens kunne ende med massesammenbrud, så der blev endnu færre personaler.

For mig var det en højst ubehagelig dokumentation af, at underbemandingen er langt større og langt mere truende, end det man ser beskrevet i pressen.

Et stresset personale smitter på en måde af på patienterne, så de føler sig endnu mere hjælpeløse, og de bliver bange for at ringe efter hjælp.

Jeg har arbejdet på plejehjem de sidste 13 år af mit arbejdsliv. Vi havde også travlt, men det var ingenting i sammenligning med det, jeg er vidne til i dag.

Jeg vil gerne opfordre vore politikere til at se på dette problem med yderste alvor.

Endnu engang vil jeg fremhæve, at det ikke er nogen kritik af personalet, der beundringsværdigt for det meste har tålmodighed til at vise smil og venlighed overfor patienterne.

De er i sandhed "hverdagens helte".

Annonce
Ruth Sørensen. Arkivfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Digte fra voldsmanden: Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl?

JEG SAGDE SMUT/MEN HAN FORFULGTE MIG I HALVANDET MINUT/OG ENDTE MED AT BLIVE SKUDT/DET HAR JEG IKKE FORTRUDT/SELV OM DET ER FORBUDT/AT PRUTTE MED KRUDT. Stor kunst eller ubehjælpsomt ævl fra Yahya Hassan, der fra sin tidsubestemte psykiatriske anbringelse sender ”Yahya Hassan 2” på gaden? Anmelderne på dagbladsredaktionerne i København er ikke i tvivl. Stjernerne vælter ned over lyrikeren. ”En overrumplende karakterfuld og kanongod bog”, mener eksempelvis anmelderen i Weekendavisen, der brugte hele sin forside på et interview med digteren, som chefredaktør Martin Krasnik i sagens anledning personligt udførte. Andre uden for den kulturelle indercirkel er uenige i, at den dømte voldsforbryder er en befriende stemme fra den kulturelt så berigende ghetto. Den tidligere krimireporter på Ekstra-Bladet, Dan Bjerregaard, siger til journalisten.dk, at Hassan har ”chikaneret folk, han har truet folk, og han har skudt en mand i foden. Han har et voldsomt forbrug af narkotika, han flasher våben, og jeg mener, at man skal overveje det meget nøje, hvis man gerne vil bidrage til det liv.” Og det mener Bjerregaard, medierne gør ved at lade Hassan fylde så meget, og at danskerne gør, hvis de køber hans ”banale børnerim”. At medier beskæftiger sig med værk nummer to fra en skribent, hvis første bog for seks år siden solgte over 100.000, er kun naturligt. Så lader man sig nok let rive med, men det er altså ikke i sig selv en adgangsbillet til omtale og hyldest, at man er af anden etnisk afstamning, opvokset i en ghetto, notorisk voldsforbryder og indsat på retspsykiatrisk afdeling. Produktet må være det afgørende. Der er kun én konklusion: Danskerne må vurdere, om det er stor kunst eller ubehjælpsomt ævl, så vi slutter med endnu et citat fra den nye ”karakterfulde og kanongode bog”: ”JEG HAR HAFT SKUDSIKKER VEST PÅ UNDER JAKKEN/SIDEN ÅR 2013/TRO MIG JEG ER TRÆT AF DEN/DENS LUGT ER BLEVET LED SOM OKSESVED/OG JEG ER BLEVET EN JAGET GED”. Versalerne er forfatterens valg.

Kultur

Panduro advarer mod billethajer: - Svindelfirmaerne går ikke kun efter de store, udenlandske artister

Annonce