Annonce
Horsens

80 kvm maleri vokser frem: Nu er varmestuen både for kunst-elskere og folk på kanten

Jacoba Niepoort er i fuld gang med det store motiv af to mennesker, der sidder over for hinanden. Målet er et værk, der positivt læner sig op ad det sociale arbejde, som Kirkens Korshær udfører med varmestuen i Fugholm. Foto: Mads Dalegaard
Jacoba Niepoorts kæmpe-værker kan ses i hele verden - nu også i Horsens, hvor kunstneren og Kirkens Korshær arbejder sammen om forskønnelsen af 80 kvadratmeter gavl.
Annonce

Horsens: Kirkens Korshærs varmestue i Horsens er mest kendt som et godt sted at besøge, hvis man står på kanten af samfundet og har brug for samvær og hjælp. Snart vil stedet imidlertid også have et bogstaveligt talt stort tilbud til byens kunst-elskere.

Det sørger den københavnske kunstner Jacoba Niepoort for i disse dage.

Hendes karakteristisk snørklede motiver kan ses på facader og gavle i store dele af verden, men i denne uge folder hun sit talent på bagsiden af varmestuen i Fugholm.

Det sker i form af et 80 kvadratmeter stort maleri af to menneskefigurer, og når den 33-årige slår sidste tusch-strøg i løbet af weekenden, kan Kirkens Korshær sætte punktum for et længerevarende forskønnelses-projekt.

Annonce

Et positivt værk

Muren, der vender ud mod Løvbjergs parkeringsplads, havde i flere år trængt til renovering, så via gallerist Allan Hjorth fra Gallery Hjorth i Grønnegade blev der sidste år skabt kontakt til Jacoba Niepoort.

Fonde har siden skæppet i, så det store gavlmaleri kan blive til virkelighed, og for Niepoort har det været spændende at arbejde sammen med værestedet for socialt udsatte, fortæller hun, da vi møder hende i fem meters højde.


Det, jeg laver inde, handler meget om at nørde sig selv, pille navle og udforske dét - og det kan også være rigtig godt. Men det er jo fysisk noget helt andet at stå på vægge ude.

Jacoba Niepoort


- Interessen har været at arbejde med noget menneskerelateret. Noget, som også har en vis form for positivitet i sig, og noget, som vi alle sammen kan relatere til.

- Det er noget, jeg arbejder meget med: de følelser, de momenter og interaktioner, der er mellem mennesker i et specifikt øjeblik, som to personer alligevel kan relatere til på hver sin måde, siger hun om værket, der skal indvies officielt på mandag.

Inden corona-krisen brød ud, havde Jacoba Niepoort udsigt til et travlt sommerhalvår med mur-kunst-projekter i blandt andet Skotland, Rusland, USA og Haiti. De blev sat på standby, og i stedet har hun kunnet fokusere på opgaver herhjemme. Foto: Mads Dalegaard

Jacoba Niepoort har samarbejdet med Gallery Hjorth i flere år, og hun maler også i mindre formater.


... jeg får altid mange reaktioner, og når jeg står et sted, får jeg også lov til at opleve ham, der sælger kaffe på hjørnet, den lokale pusher... alting.

Jacoba Niepoort


Det er dog især gavlmalerierne, der baner vej for hendes opgaver over hele kloden, og for hende personligt er det også en særlig oplevelse at skabe kunst i det offentlige rum: At bidrage med noget, som mange mennesker skal se på i mange år fremover.

Annonce

For et helt andet publikum

- Det, jeg laver inde, handler meget om at nørde sig selv, pille navle og udforske dét - og det kan også være rigtig godt. Men det er jo fysisk noget helt andet at stå på vægge ude, forklarer hun og peger på det begejstrende i en proces, der involverer mange mennesker og giver mulighed for møde folk i øjenhøjde - selv om hun typisk arbejder mange meter oppe.

33-årige Jacoba Niepoort har malet og tegnet hele sit liv. Hun har en kandidat i internationale studier og har det seneste par år især fokuseret på sociale og politiske kunstprojekter, blandt andet i udviklingslande sammen med Center for Kultur og Udvikling. Hun er i øvrigt barnebarn af arkitekt Paul Niepoort, som stod bag Sønderbro Kirke i Horsens. Foto: Mads Dalegaard

- Det er for et helt andet publikum. Det er for det offentlige rum, og det handler ikke om dem, der tager på udstillinger eller har råd til at købe kunst. For mig betyder den del også rigtig meget, forklarer hun, mens en mor med sine børn stopper op på gaden neden for og peger op mod Kirkens Korshærs gavl.

Annonce

Folk er generelt positive

- Lige her er det et relativt stille sted, men jeg får altid mange reaktioner, og når jeg står et sted, får jeg også lov til at opleve ham, der sælger kaffe på hjørnet, den lokale pusher... alting.

- Det er megafedt, og jeg får en masse feedback. Det er meget forskelligt, hvad folk synes, men generelt er de positive, siger Jacoba Niepoort.

Hvis man vil se, hvordan det færdige værk i Fugholm ser ud, vil det være muligt fra på mandag. Kirkens Korshær holder fernisering kl. 15 på Løvbjergs parkeringsplads.

Gavlmuren ud mod Løvbjergs p-plads skulle alligevel restaureres, så Kirkens Korshær besluttede at gå hele vejen og toppe restaureringen af med et stort maleri. Gallerist Allan Hjorth fra Gallery Hjorth i Grønnegade bragte Jacoba Niepoort på banen, og hendes værk bliver nu til virkelighed med støtte fra blandt andre Familien Hede-Nielsens Familiefond, Inger og Asker Larsens Fond og Asger Nielsens Fond. Foto: Mads Dalegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
CORONAVIRUS

Live: Smittetilfælde kan spores til minkfarme - over en million mink skal aflives

Annonce