Annonce
Danmark

80-årige Hanna: - Jeg har tit tanker om at tage livet af mig selv

Bordet, som Hanna Helth Jensen sidder ved, er nyt i fællesstuen på afdelingen Violen. Personalet har sat bordet frem, så Hanna Helth Jensen har et sted at sidde med sit højt elskede håndarbejde. Men Hanna vil ikke sidde der. Hun vil være sammen med dem på daghjemmet. Foto: Stine Lindharth Pedersen

Den demente Hanna Helth Jensen er så påvirket af de to dage i ugen, hvor hun ikke må deltage i aktiviteterne på daghjemmet, at hun har tanker om selvmord. Hanna Helth Jensen er glad for sin lejlighed på plejehjemmet, men den ændrede adgang til daghjemmet er ikke til at forstå for hende.

INDLAND: Duften af fiskefrikadeller fylder opgangen, mens servicen klirrer og plejehjemmets beboere sidder samlet om bordet. Personalet står omkring dem og hjælper til, så de ældre, demente får deres lune eftermiddagsmad.

I Hanna Helth Jensens lejlighed er der malerier fra børnebørn, malede Fanø-kvinder i guldrammer, broderier og hjemmestrik i alverdens afskygninger: Puder, dukketøj, sjal, løber og meget mere. Hun er rigtig glad for sin forholdsvis nye lejlighed på plejehjemmet Østerbycentret i Esbjerg.

Den er indrettet meget som hendes gamle hjem, og kigger hun ud af vinduerne, ser hun ud over de nærliggende huse og haver i byen.

Hun boede før i egen lejlighed, hvor hun fem dage i ugen deltog i aktiviteter i daghjemmet ved Østerbycentret. Som beboer på plejehjemmet må hun ikke deltage i daghjemmet. Sådan er reglerne. Men alligevel har plejehjemmet valgt at lave en individuel aftale med Hanna Helth Jensen, så hun kan komme på daghjemmet mandag, tirsdag og fredag.

Men de to dage uden adgang overskygger glæden ved de tre.

- Jeg har tit tanker om at tage livet af mig selv. Jeg går ned i søen en dag, siger Hanne Helth Jensen, mens underlæben presset hårdt op mod overlæben. Øjnene er klare og blikket holdes fast. Man er ikke i tvivl om, at det er vrede og sorg, der gemmer sig bag ordene og udtrykket.

Første gang, hun fik de tanker var i januar, og da ringede hun til vagtlægen. Siden har hun været på beroligende- og antidepressiv medicin. Det skal hun være indtil lægerne vurderer, at hun kan klare sig uden.

- Det er ikke godt, at min mor får medicin, men omvendt er hun også nødt til at få det. Hun ville ikke kunne være i det, hvis ikke hun fik medicinen, siger Marianne Poulsen, Hannas datter.

Annonce

Jeg ville ønske, at de tre dage på daghjemmet var nok for min mor. Det ville jeg virkelig. Men oppe i min mors hoved, kan hun ikke forstå, at hun ikke må komme der hver dag.

Marianne Poulsen, Hanna Helth Jensens datter.
I fællesstuen står der et TV, et musikanlæg, lænestole og sofaer, og i hjørnet er der stillet både maling og strikketøj frem, hvis beboerne på plejehjemmet vil give sig i kast med det. Foto: Stine Lindharth Pedersen

Ønsker tre dage var nok

- Kom mor, nu går vi ned og kigger lidt på Violen, siger Marianne Poulsen til sin mor, da Hannas middagscigaret er blevet skoddet i askebærret.

Hanna Helth Jensen rejser sig og går roligt hen til rollatoren, tager fat og bevæger sig fremad.

'Violen' er Østerbycentrets fællesstue med TV, musikanlæg, maling og strik. Det er her, hvor Hanna Helth Jensen skal finde på aktiviteter, når hun ikke kan tage på daghjemmet.

- Vi er nødt til at tage de positive briller på. Det her skal fungere, siger Marianne Poulsen, der håber, at personalet på 'Violen' vil bakke op om aktiviteter for hendes mor.

Mens Hanna Helth Jensen låser døren ind til lejligheden, forklarer Marianne, at Hanna ikke sover middagslur som de andre beboere.

- Jeg kan sove, når jeg bliver gammel, lyder det fra den 80-årige, der netop har stukket husnøglen i lommen.

Gangene ligger øde hen efter indtagelse af fiskefrikadellerne. Hanna Helth Jensen går ind i elevatoren og tager den ned til etagen, hvor 'Violen' ligger. Marianne Poulsen tager trapperne.

"Husk at låse lågen", står der ved trappeopgangen, hvor de demente bor.

- Jeg ville ønske, at de tre dage på daghjemmet var nok for min mor. Det ville jeg virkelig. Men oppe i min mors hoved, kan hun ikke forstå, at hun ikke må komme der hver dag, siger Marianne Poulsen.

- Det er hårdt at være i. For hun er så ked af det, siger hun.

Marianne Poulsen tror ikke på, at det for Hanna Helth Jensen bare handler om tid, før hun ville acceptere de tre dage.

- Jeg kender hende så godt, og daghjemmet betyder alt for hende. Det handler om, at der er noget at stå op til og være sammen med de andre, siger Marianne Poulsen.

Hanna Helth Jensen har før malet på daghjemmet. Men det vil hun ikke på plejehjemmet. Foto: Stine Lindharth Pedersen

De individuelle aftaler

Personalet i 'Violen' hilser venligt på, da Hanna Helth Jensen og Marianne Poulsen kommer ind.

I hjørnet står en reol med maling og strikketøj. Og så står der et bord, som Hanna Helth Jensen taler meget om. Bordet er nyt og noget, som personalet har fremskaffet og sat op efter Hannas ønske. Her kan hun sidde, når hun vil lave håndarbejde.

- Jeg gider ikke sidde ved det bord, siger Hanna Helth Jensen tørt.

- Der er ikke personale. Der er ingen til at hjælpe. Jeg føler mig ikke godt tilpas her, siger hun.

Det tilbud, som Hanna Helth Jensen har været vant på daghjemmet, har været et fællesrum med personale ansat til at hjælpe de ældre med det, de har villet lave. Om det var at male, strikke eller noget helt tredje.

Hanna Helth Jensen fortæller, at de sågar kunne lære hende noget om strik. Men på plejehjemmet Østerbycentret er der ikke ansat aktivitetspersonale på samme måde. Der er personalet ansat til det daglige, og så har nogle af dem aktiviteter med beboerne. Blandt andet stolegymnastik og gudstjeneste. Derudover holder de fester, fællesspisning og andre aktiviteter ud fra, hvad beboerne ønsker.

Flere gange i ugen omkring klokken 10.00 kan Hanna Helth Jensen se et par andre beboere trisse af sted efter deres rollatorer mod daghjemmet. De har - ligesom Hanna - en individuel aftale, hvor de nogle dage må komme på daghjemmet.

Onsdage og torsdage er forbudte for Hanna Helth Jensen. De tre andre dage har hun adgang.

- Det er dejligt. Jeg er så glad, når skal derover, siger Hanna Helth Jensen. De glædelige minder er kortvarige, for efter et par sekunders pause kommer hun i tanke om onsdage og torsdage på 'Violen'.

- Jeg gider ikke ned på det sted (violen red.). Så kan jeg lige så godt sidde hjemme og glo, siger Hanna Helth Jensen, der skiftede smilet ud med surhed.

Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce