ODDER: En venlig påtale til to knallertkørere fik sig en dramatisk og voldelig udgang tirsdag aften i Odder.
Østjyllands Politi fik klokken 19.14 anmeldelsen om, at en 75-årig mand var blevet skubbet omkuld på Højvænget og havde slået hovedet. Den 75-årige blødte fra baghovedet, da betjentene kom frem, men han var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Manden forklarede, at han havde set to mænd køre på knallert på gangstien, og dét havde han bedt dem lade være med. Herefter var mændene blevet vrede, og den ene var steget af knallerten, gået hen mod den 75-årige og havde skubbet ham bagover, så han slog baghovedet ned i asfalten.
Efterfølgende stak de to mænd af fra stedet.
Et vidne havde set, hvor knallerten kørte hen, og efter lidt søgen fandt politiet frem til en mand, som de sigtede for vold. Det viste sig at være en 37-årig mand, som erkendte at have skubbet manden.