Horsens: Er du over 55 år, uden hjemmeboende børn og med lyst til at bo i et seniorvenligt fællesskab tæt på naturen?
Så er der nye muligheder på vej.
Udlejningsfirmaet Go'Bolig er ved at opføre 66 seniorvenlige rækkehuse ved Nørrestrand i den nordlige del af Horsens. Boligerne er klar til indflytning 1. oktober, men allerede nu kan man sikre sig en af lejeboligerne.
Boliger for aktive seniorer
Seniorboligerne er målrettet alle over 55 år uden hjemmeboende børn - både par og singler.
- Rækkehusene er for aktive seniorer, der gerne vil være en del af et godt og socialt naboskab. Projektets fælleshus er tænkt til at danne ramme om fællesspisning, hobbyarrangementer, foredrag, yogatimer, bankoaftner og alt derimellem, siger marketingschef ved Go'Bolig, Sarah Magnusson i en pressemeddelelse.
Alle rækkehusene er i ét plan med egen terrasse. Der er både to-, tre- og fireværelses rækkehuse på mellem 65 og 100 kvadratmeter.
På fællesarealerne bliver der - ud over fælleshuset - opført orangeri, petanquebane og udendørs fitness.
Walk and talk-fremvisning
Da boligerne lige nu er ved at blive opført, foregår fremvisning ved en gåtur i området i selskab med en repræsentant fra udlejningsfirmaet.
Til juni arrangeres der traditionelt åbent hus, hvor interesserede kan se en bolig.
Lejeprisen for en bolig starter på 6900 kr.