Annonce
Erhverv

500.000 fyldte lastbiler giver regionen et nødvendigt hovedbrud

Hvert år producerer Ejvind Laursen 100.000 tons stabilgrus i Remmerslund til alverdens anlægsprojekter såsom motorvejs- og havneudvidelser. Foto: Morten Pape
Regionsrådet var mandag på besøg i Remmerslund Grusgrav for at høre nærmere om de gener, udvindingen af råstoffer fører med sig. Næste år skal politikerne beslutte, hvor der kan etableres nye grusgrave.

Remmerslund: Store dele af befolkningen i Hedensted Kommune har formentlig et form for had/kærlighedsforhold til områdets grusgrave.

"Jeg er ikke imod grusgrave - de skal bare ikke ligge i min baghave", lyder det typisk.

For naboer er de adskillige tusinde lastbiltransporter nemlig til stor gene, hvorfor alle beslutninger vedrørende en grusgrav gerne følges af alenlange protester og høringssvar.

Omvendt er der særligt i de nuværende opgangstider et stort behov for sand og grus til alt fra motorvejsudvidelser til byggematerialer.

Derfor var regionsrådet i Region Midtjylland mandag taget på rundvisning i Ejvind Laursens grusgrav i Remmerslund for at blive klogere på modsætningsforholdet - og ikke mindst, hvordan man kan nedbringe generne til fælles bedste.

- Humlen ligger i, at råstofferne jo ligger, hvor de ligger. Og når der alene i Region Midtjylland hvert år kører op mod 500.000 lastbiler frem og tilbage med råstoffer fra ca. 170 områder, kan det ikke undgå at give konflikter. Jeg kan godt forstå, hvis en husejer har svært ved at se det positive i at ligge 30 år nær en grusgrav - men sådan nogle steder er samtidig også grundlaget for, at huset kunne bygges i første omgang, sagde teamleder Lars Ernst fra råstofafdelingen i Region Midtjylland.

Annonce
Regionsrådet var taget på inspirationstur hos Remmerslund Grusgrav for at blive klogere på fremstillingsmetoden - samt hvordan de kunne være med til at mindske de gener, det utvivlsomt vil medføre. Foto: Morten Pape

Beliggenhed, beliggenhed...

Grusgraven i Remmerslund blev til regionsrådet fremhævet som noget af det tætteste, man kan komme på en drømmebeliggenhed.

Godt nok ligger der boliger på den anden side af jernbanen, men de er så tilpas langt væk til, at entreprenøren ikke har modtaget klager over støv og støj i otte år.

Alligevel er det centralt nok til, at det er nemt, sikkert og hurtigt at komme på enten E45 samt Hovedvejen. Og med et brændstofforbrug, der kun lige kan snige sig over to kilometer pr. liter, har netop placeringen afgørende betydning for, om en grusgrav overhovedet er rentabel.

Som eksempel har Ejvind Laursen leveret stabilgrus til Fredericia Havn, godt 40 km fra grusgraven.

- Og så skal vi helst ikke længere væk, understregede direktør Flemming Laursen, som udvinder ca. 100.000 tons stabilgrus om året.

Ny plan næste år

Regionsrådet står foran vedtagelsen af en ny råstofplan, der skal imødekomme behovet i de kommende 12 år.

I år er 20 nye tilladelser blevet udstedt, mens der er yderligere 200 områder, som har mulighed for at søge.

Præcis hvilke nye områder, der er i spil denne gang, er dog for tidligt at sige. De forslag bliver først sendt i høring om et års tid, hvorefter den endelige vedtagelse sker i slutningen af 2020.

Direktør Flemming Laursen har ikke modtaget nogen klager de seneste otte år over den støj, støv og trafik, grusgraven medfører. Foto: Morten Pape
Entreprenøren Ejvind Laursen har udvundet stabilgrus i Remmerslund siden 1999, hvorfor flere søer på op mod otte meters dybde nu er kommet frem. Foto: Morten Pape
Disse sten er ikke bare guld værd for en lang række store anlægsprojekter - de er ganske enkelt en helt basal ingrediens, hvis projekterne skal realiseres. Foto: Morten Pape
Hvert år producerer Ejvind Laursen 100.000 tons stabilgrus i Remmerslund til alverdens anlægsprojekter såsom motorvejs- og havneudvidelser. Foto: Morten Pape
Hvert år producerer Ejvind Laursen 100.000 tons stabilgrus i Remmerslund til alverdens anlægsprojekter såsom motorvejs- og havneudvidelser. Foto: Morten Pape
Skal der bygges alt fra indkørsler til motorveje kommer man ikke uden om, at der også skal transporteres enorme mængder råstoffer fra grusgrave. Også selvom det langt fra altid er lige populært hos naboerne.Foto: Morten Pape
Regionsrådet var taget på inspirationstur hos Remmerslund Grusgrav for at blive klogere på fremstillingsmetoden - samt hvordan de kunne være med til at mindske de gener, det utvivlsomt vil medføre. Foto: Morten Pape
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce