Odder: Ifølge planen skulle samtlige borgere på kommunens plejecentre være vaccineret, før man ville tage fat i armen på personer ældre end 65 år, som modtager personlig og praktisk hjælp. Det ændrede sig tirsdag aften.
Onsdag vil 50 personer fra den gruppe nemlig blive vaccineret i Vaccinationscenter Horsens på Fuglevangsvej i Horsens, og det sker en dag før man starter på plejecentrene i Odder Kommune.
- Vi fik besked om muligheden for vaccination tirsdag aften, og da vi ikke vidste om borgerne havde fået besked om tilbuddet, ringede vi til de fleste i løbet af aftenen. Nogle finder selv vej til centret, de øvrige transporterer vi en mindre busser, hvor man sidder i behørig afstand og i øvrigt overholder alle afstandskrav, siger Jette Lorenzen, direktør for social, sundhed og beskæftigelse i Odder Kommune.
Jette Lorenzen ved ikke, om den pludselige invitation til vaccination er en udløber af, at de ældre og sårbare, som tirsdag skulle have været vaccineret i blandt andet Aarhus, slet ikke havde fået besked om det i deres e-boks.
- Jeg ved kun, at Statens Seruminstitut tirsdag orienterede Odder Kommune om, at der onsdag er plads til vaccination af 50 borgere og måske 30 ansatte i sundhedssektoren. De står derfor også på standby hele dagen, siger hun.