Annonce
Horsens

4000 Rock i Lunden-billetter solgt i et vildt musik-marked

Queen Machine, der har skabt sig et stort navn på Freddie Mercury og co's rockklassikere, åbner ballet i Lunden den 10. maj. Arkivfoto: John Randeris.
Konkurrencen om publikum er intens, men Horsens & friends-boss har ro i maven før årets traditionsrige sommerkoncerter.

Horsens: Knap 4000. Så mange partoutbilletter var der røget over disken til årets udgave af Rock i Lunden, da arrangørerne i denne weekend gjorde status over forhåndsinteressen for den traditionsrige sommerkoncertrække i Horsens.

Lørdag var sidste frist for at sikre sig en af de partoutbilletter, der dramatisk reducerer prisen pr. koncert, og med små 4000 solgte ligger niveauet en anelse under sidste år, konstaterer direktør i Horsens & Friends Claus Visbye.

- Jeg har nogenlunde ro i maven omkring det, når man holder salget op mod det samlede musikudbud, køberne skal forholde sig til i år. Vi har selv tre-fire store koncerter, og det er et ret vildt år i Horsens. Samtidig er der generelt en klar tendens til, at billetter ikke sælger så hurtigt som tidligere, hvor man næsten kunne være sikker på udsolgt til store koncerter, siger Claus Visbye, som p.t. også har billetter til salg til besøg af store, internationale navne som Foo Fighters og Pink.

Annonce

Markedet er rødglødende lige nu med rigtig mange koncerter og rigtig mange billetter, og det betyder, at folk kigger, og mange køber, men folk kan jo heller ikke bare give los.

Claus Visbye, direktør Horsens & Friends

Rødglødende marked

Konkurrencen om publikum er exceptionelt hård i år, bemærker direktøren.

- Markedet er rødglødende lige nu med rigtig mange koncerter og rigtig mange billetter, og det betyder, at folk kigger, og mange køber, men folk kan jo heller ikke bare give los, konstaterer direktøren for Horsens & Friends, der arrangerer Rock i Lunden sammen med Musikforeningen Eigils.

Der er plads til omkring 5500 publikummer til hver af de fem dobbeltkoncerter, som udgør årets Rock i Lunden. Med 4000 solgte partoutbilletter er der altså 1500 tilbage, og de udbydes nu som endagsbilletter - dog til en væsentligt højere pris, hvis man vil til samtlige koncerter.

Claus Visbye vil ikke spå om sandsynligheden for udsolgt til de enkelte arrangementer, men mener, at de, der har købt partout, får valuta for pengene. Også selv om prisen på 925 kr. plus gebyr markerer en prisstigning på 100 kroner i forhold til sidste år.

Rock i Lunden er ikke fredet

- Vi har faktisk fået meget lidt respons på, at prisen er steget. Der er nok to veje i det: én, hvor de inkarnerede fans af Rock i Lunden kan være irriterede over stigningen, mens den anden er den forståelse, vi møder hos de fleste, når man dissekerer programmet og ser på, hvad det normalt ville koste at gå til koncerterne enkeltvis. Så er vores partout-pris stadig i den meget, meget billige ende. Og så ved jeg godt, at vi får skudt i skoene, at Tivoli Frihedens Fed Fredag er billigere, men de har så også et tivoli kørende ved siden af, som de kan dække omkostninger ind med, forklarer Claus Visbye, der ikke har planer om at stille radiobilbane og pariserhjul op i Lunden for at få flere penge i kassen.

Han vil dog heller ikke frede formen på Rock i Lunden i fremtiden.

Når lyset slukkes efter sidste optræden med Gnags og Peter Sommer og Tiggerne i august, vil arrangørerne ryste posen med koncert-koncepter igen.

- Det kan være, at Rock i Lunden kun skal spille tre gange i løbet af sommeren, siger han og uddyber:

- Rock i Lunden kører efter en model, der har fungeret i rigtig mange år, men vi skal altid kunnet holde tingene op i nutidens lys og se, om vi gør dem på den rigtige måde. Ikke mindst i en tid med så mange andre koncerter rundt omkring og en underholdningsbranche, der er voldsomt ophedet, siger Claus Visbye.

De spiller på årets Rock i Lunden

Årets Rock i Lunden udspiller sig fra maj til august med fem dobbelt-koncerter.

Prisen for en partoutbillet var i år 925 kr. plus gebyr. Med undtagelse af aftenen med Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen plus Hjalmer, som koster 475 kr., er prisen for billetter til de enkelte koncertaftener 400 kr. plus gebyr.

  • Den 10. maj: Queen Machine plus Rasmus Bjerg, der synger John Mogensen-klassikere.
  • Den 7. juni: D-A-D plus De Underjordiske
  • Den 28. juni: Nik og Jay plus Fool
  • Den 17. august: Anne Sanne Lis plus Hjalmer
  • Den 28. august: Gnags plus Peter Sommer & Tiggerne
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Det kan ramme andre at tage barnet ud for at holde ekstra ferie

Er det i orden at tage sit barn ud af skolen uden for skoleferierne, fordi det passer forældrene bedst at rejse på "skæve" tidspunkter? Tja, hvis Horsens Folkeblads følgere på Facebook er en rettesnor, er det helt op til forældrene. Omvendt slår lokale skoleledere fast, at det altså betyder noget at komme i skole hver dag - ikke mindst for klassens trivsel. Jeg kan godt forstå, at mange jagter en ski- eller solferie uden for de hundedyre rejseuger. En familie sparer mange penge ved at rykke afgangen en uge eller to. En anden anfører, at det for eksempelvis en sygeplejerske ikke er et ta' selv-bord at vælge ferie. Også et validt argument. I det hele taget lever mange i dag et arbejdsliv, hvor ferieugerne langt fra er skåret i granit. Traditionerne har flyttet sig gevaldigt på det punkt i de seneste generationer. Men der er også ting, der trækker alvorligt den anden vej: Antallet af forældre, der beder om fri på børnenes vegne, er stigende i Horsens Kommune. Det sker flere end 2000 gange på et skoleår - mod godt 1600 for bare tre år siden. En enkelt fridag til moster Odas begravelse tæller ikke med her. Vi taler om minimum fem dage inden for en kalendermåned, så i praksis handler det om ferierejser. Fortsætter den tendens, ender vi med klasser, hvor der i nogle uger bliver langt mellem eleverne. En skoleforsker i Politiken har også en pointe med følgende udmelding: - Danske forældre har en forbrugeragtig holdning til skolen. Forstået på den måde, at de ser det som skolens opgave at levere et godt tilbud til eleverne. Men deres egen indsats tænker de måske ikke så meget på at prioritere. Nej, et barn mister ikke vigtig læring af at være væk en uge eller fire i løbet af folkeskoleårene. Men handlinger har konsekvenser for andre: Lærere, skoleledere og ikke mindst klassekammeraterne. - Det er ren egoisme at tage barnet ud, lød det fra en forælder i Folkebladet. Så langt vil jeg ikke gå, for den enkelte kan have gode grunde til at bede om fri. Men tænk over signalet, der sendes: Det bør ikke være noget, "man bare lige gør".

Horsens For abonnenter

Anders har fire hektar jord under vand: Flaskehals på Gudenåen gør hans marker værdiløse

Horsens

Vandet er faldet 30 cm: Vi har været meget heldige

Annonce