Annonce
AC Horsens

4-0 sejr til AC Horsens var alt for lille

James Gomez scorede to flotte mål i 4-0 sejren over Middelfart. Arkivfoto: Morten Pape
Der var klasseforskel, da AC Horsens spillede Middelfart baglæns ud af kunstgræsbanen på Langmarksvej.

Horsens: Tågen lå tykt over AC Horsens' træningsanlæg, men selv om sigtbarheden var lav, kunne den ikke skjule, at AC Horsens gav 2. divisionsholdet fra Middelfart smæk med 4-0.

Sejren var alt for lille. AC Horsens brændte straffespark og havde fire afslutninger på stolperne ud over de fire mål, som det trods alt blev til.

Kampen gav de første minutter i benene til Nikolas Dyhr, der netop er lejet i FC Midtjylland.

Bjarke Jacobsen åbnede målfesten, da han efter ni minutter sendte et indlæg fra Peter Nymann i nettet til 1-0.

Louka Prip brændte kort efter en friløber, ligesom Hallur Hansson blev snydt for et straffespark.

James Gomez var mere skarp. Den unge stopper fortsatte med især at vise fine offensive takter. Han nærmest trampede gennem Middelfarts forsvarskæde for at følge op på et hovedstød fra Louka Prip, der sprang i spil via overliggeren, og fra kanten af feltet hamrede James Gomez bolden op i det ene målhjørne til 2-0.

Lige inden pausen øgede han til 3-0. Han svævede højt og længe ved bageste stolpe og sendte elegant Louka Prips hjørnespark i nettet til 3-0.

Første halvleg sluttede med, at Louka Prip i to omgange brændte et straffespark begået mod ham selv.

I anden halvleg skiftede Jens Berthel Askou først tre mand og med 23 minutter igen yderligere syv mand. Kun Alexander Ludwig fik fuld spilletid.

De mange udskiftninger betød, at Middelfart kom lidt bedre med i kampen. AC Horsens mistede i perioder initiativet.

Alexander Ludwig fik dog scoret en enkelt gang, da han headede et frispark fra Louka Prip i nettet til 4-0.

Dermed var Louka Prip involveret i tre scoringer.

Det største minus ved kampen var reelt kun, at modstanden var for lille for AC Horsens, der aldrig for alvor blev presset.

AC Horsens spiller den næste testkamp på søndag mod Kolding.

AC Horsens stillede med følgende hold:

Matej Delac (Aleksandar Stankovic 68.), Peter Nymann (Jacob Buus 68.), James Gomez (Malte Kiilerich 46.), Søren Reese (Mathias Madsen 68.), Alexander Ludwig, Nikolas Dyhr (Lirim Qamili 68.), Bjarke Jacobsen (David Kruse 68.), Jonas Thorsen (Agust Hlynsson 46.), Hallur Hansson (Muamer Brajanac 68.), Louka Prip (Casper Tengstedt 68.), Nicolai Brock-Madsen (Kjartan Finnbogason 46.)

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce