Horsens: Dørene blev lukket for offentligheden, da den 39-årige mand, som blev anholdt torsdag aften efter at have påkørt en fodgænger i et fodgængerfelt på Ove Jenses Allé i nærheden af Bilka, blev fremstillet i grundlovsforhør fredag.
Inden dørene blev lukket, kom det dog frem, at den 39-årige erkendte at have kørt bilen.
Til gengæld kunne han ikke tage stilling til sigtelsen for "for vindings skyld, af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde" at have "voldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed".
Ifølge den 39-åriges forklaring var der en passager i bilen, da påkørslen skete.
- Vi skulle egentlig bare have handlet ind, da jeg så en bil, som civilpolitiet plejer at køre i, nåede den sigtede, der var iført sandaler og en blå hospitalsdragt, at forklare, inden dørene blev lukket for offentligheden.
Fodgænger med svære kvæstelser
Inden dørlukningen kom det desuden frem, at den påkørte fodgænger har pådraget sig fire ribbensbrud, blødning i venstre lunge, kraniebrud med to hjerneblødninger samt tre brud på knogler i ansigtet.
Det kom desuden frem, at yderligere to fodgængere havde været i overhængende fare ved påkørslen.
Manden blev anholdt på en adresse i Horsens kl. 23.15 torsdag aften, oplyser politiet.
Læsere: Stor aktion ved Amaliegade
Flere læsere har henvendt sig til Horsens Folkeblad og fortalt om en større politiaktion i området omkring Amaliegade på det tidspunkt, men politiet ønsker ikke at kommentere, om de to sager har forbindelse til hinanden.
Heller ikke oplysninger om, at politiet i civile politibiler jagtede den nu anholdte i området omkring Stenderup og Bjerre enten før eller efter påkørslen, kan bekræftes.
Sigtet for røveri i Vejle
Den 39-årige er desuden sigtet for at have begået røveri den 25. september mod en guldsmed i Vejle.
Det forhold nægtede han sig også skyldig i, men han erkendte at have stjålet to kasser med Rolex-ure til en værdi af 600.000-700.000 kroner fra guldsmeden.
Den 39-årige blev varetægtsfængslet i fire uger.