Annonce
forside

38-årig mand slog ekskæreste til blods med hundeskål

Den 38-årige mand fra Horsens er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger. En kendsgerning, han valgte at kære til landsretten. Arkivfoto

En mand fra Horsens blev natten til torsdag anholdt for at have slået og sparket sin ekskæreste i en lejlighed på Amaliegade i Horsens. Nu er han varetægtsfængslet, men har kæret til landsretten.

Horsens: Spark i ansigtet var den udløsende faktor, men sigtelsen talte en bred vifte af andre strafbare handlinger, da en 38-årig mand fra Horsens torsdag blev varetægtsfængslet i fire uger i Retten i Horsens.

Sigtelsen talte tre forhold, hvoraf det seneste og mest alvorlige foregik natten til torsdag omkring klokken 1.30.

Da mødte den 38-årige mand op i en 32-årig kvindes lejlighed på Amaliegade. De to havde indtil for ganske nylig været i et forhold, og besøget udviklede sig voldeligt, da manden ifølge anklageren skaffede sig adgang til en række sms-beskeder på kvindens mobiltelefon.

Beskederne gav manden indtryk af, at kvinden havde været ham utro, og i ophidselse skubbede han hende omkuld og begyndte at overfalde hende med knytnæveslag og spark i ansigtet. Ifølge sigtelsen har han desuden slået hende med en hundeskål i hård plast og et plasticrør, der som følge af slagene splintredes. Begge dele i ansigtet, der fik flænger, hævelser og blodsår.

Ifølge anklageren flygtede kvinden herefter ud i opgangen, hvor hun råbte om hjælp, mens manden forlod stedet med ordene "Det er, hvad der sker, når man er utro."

Politiet blev herefter tilkaldt og anholdt senere på natten manden på en anden adresse.

Annonce

Kig på mine sko. De er rene og har ikke et eneste blodstænk. Hvis jeg har sparket hende, burde der så ikke være blod på mine sko?

Anholdt 38-årig mand fra Horsens

Kig på mine sko

Sigtelsen omfatter også et voldsforhold fra aftenen før, onsdag 5. september, da manden ifølge sigtelsen slog den 32-årige kvinde med håndroden. De to og en veninde til kvinden var ude at gå tur ved Østre Kirkegård, da eksparret kom op at skændes. I den forbindelse sendte den 38-årige mand en slag mod den 32-årige kvindes øre med så stor styrke, at hendes ørering faldt ud.

Derudover er manden sigtet for at have truet en butiksvagt med en proptrækker på Sønderbrogade 6. juni i år.

Det var en tydeligt nervøs 38-årig, der tog plads i retten, hvor han erkendte at have skubbet og slået med en hundeskål.

- Jeg ved, at det, jeg har gjort, er forkert, men jeg gjorde det i frustration og ærgrelse, sagde den 38-årige mand, der nægter at have slået med knytnæve og sparket den 32-årige, ligesom han nægter sig skyldig i de to episoder, der skulle være foregået inden voldsepisoden i Amaliegade.

Under grundlovsforhøret fremviste anklageren blodige billeder af den 32-årige kvinde, men den 38-årige mand mente ikke, de beviste, at han skulle have sparket eller slået med knytnæve.

- Kig på mine sko. De er rene og har ikke et eneste blodstænk. Hvis jeg har sparket hende, burde der så ikke være blod på mine sko, spurgte han, inden han afklædte sig sine sko og viste dem til dommeren.

Tidligere dømt for vold

Trods rene sko og løfte om at forlade Horsens, mens efterforskningen står på, vurderede dommeren, at betingelserne for en varetægtsfængsling var til stede.

Hun lagde til grund, at sagens parter kom med samstemmende forklaringer, og at forklaringerne om spark mod ansigtet alene retfærdiggjorde varetægtsfængsling.

Derudover er manden tidligere dømt for at udøve vold, i 2012 og i 2018. Den seneste dom er fra maj i år, da den 38-årige mand fik en betinget dom på fem måneder, og det forhold, at nattens episode på Amaliegade foregik i mandens prøvetid, fik ligeledes pilen til at pege mod varetægtsfængsling.

Efter en kort snak med sin forsvarer valgte den 38-årige mand at kære varetægtsfængslingen til landsretten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Leder: Frihedsrettigheder har en pris

Den personlige frihed er ukrænkelig. Det siger Grundloven, og det er et ualmindeligt godt princip, som hele vores samfund bygger på. Som fri presse er vi de første til at forfægte ytringsfriheden, som er en anden af de helt grundlæggende frihedsrettigheder i Danmark. Men frihed kan også have en pris. Det så vi i denne uge, da Retten i Horsens varetægtsfængslede en mand, der er ramt af demens. Han er sigtet for over 40 forhold: røveri, vold, trusler, hærværk, tyverier m.m., alle begået på Endelave og alle i perioden mellem juli og nu. Sagen er dybt ulykkelig for alle involverede, og et meget stort spørgsmål tårner sig op, efter manden er blevet varetægtsfængslet: Hvordan kan det komme dertil, at det er retten, der skal løse et problem, der i bund og grund handler om sygdom? Svaret er, at det kan det, når en mand har besluttet sig for, at han ikke vil flytte fra sit hjem. At han har den ret, har de fleste utrolig meget sympati for. Alligevel nager tvivlen, når en beslutning som i dette tilfælde har vidtrækkende konsekvenser for ham selv, de pårørende, naboer, hjemmeplejen, politiet, retssystemet og mennesker, han træffer på sin vej. Vi har lovgivning, som i ganske særlige tilfælde og under ganske særlige omstændigheder tillader, at mennesker bliver tvangsindlagt til psykiatrisk behandling. Og vi har lovgivning, som i ganske særlige tilfælde og under ganske særlige omstændigheder tillader, at mennesker bliver tvangsflyttet fra deres hjem til en institution. Der er gode grunde til, at reglerne kun åbner en smal sprække for handling, for det er altid farligt at gradbøje frihed. Også selv om en enkelt sag, hvor rigtig mange parter har gjort en stor indsats for at hjælp en syg mand, ender i et offentligt grundlovsforhør. Den udgang er ubehagelig, men nødvendig for at værne om frihedsrettighederne. For mig personligt betyder sagen, at jeg vil undersøge, hvordan jeg kan lave en fremtidsfuldmagt, som giver mine pårørende den bedst opnåelige mulighed for at træffe beslutninger på mine vegne, hvis jeg skulle blive ramt af demens. For det kan ske for os alle.

Annonce