Annonce
Indland

32-årig læge får syv års fængsel for drugrape og sexvideoer

Katrine Emilie Andersen/Ritzau Scanpix
En læge mister foreløbig retten til sit virke, da han er dømt for voldtægter og blufærdighedskrænkelser.

I alt seks kvinder blev i løbet af flere måneder ofre for en nu 32-årig læges ugerninger, og det koster manden syv års fængsel.

En enig domsmandsret har mandag besluttet at idømme lægen straffen for at have bedøvet og voldtaget to kvinder.

Derudover er han dømt for blufærdighedskrænkelse af en stribe andre kvinder, som uvidende blev filmet, mens de havde sex med ham.

32-årige Jack Hou mister samtidig retten til at være læge foreløbigt.

Den nu dømte kom i kontakt med kvinderne over blandt andet datingapp'en Tinder. I et af tilfældene mødtes han efter et par dages skriverier med en kvinde på Café Norden i København.

Som aftenen udviklede sig, endte de hjemme i lægens lejlighed, hvor de drak drinks. Men det var en farlig cocktail, der blev serveret, har retten fundet det bevist.

Manden tilsatte uden kvindens vidende også sovemedicin i drikken i form af halcion, som han havde skaffet via sit virke som læge.

Det efterlod offeret i en tilstand, hvor hun ikke kunne forsvare sig, hvilket lægen udnyttede til at voldtage kvinden tre gange på 11 timer og filmede det med sin telefon.

En måneds tid efter slog lægen til igen. Denne gang mødte han en anden ung kvinde foran en natklub i København, hvor hun havde festet.

Også denne kvinde endte i lejligheden, hvor lægen er tiltalt for at putte det bedøvende middel scopolamin i hendes vand for derefter at voldtage hende.

Manden blev anholdt 1. maj sidste år på det hospital i hovedstadsområdet, hvor han var ansat.

Yderligere skal han betale erstatning til flere af kvinderne. De to ofre for voldtægter er blevet tilkendt henholdsvis 90.000 og 107.800 kroner.

Jack Hou ankede på stedet dommen. Han vil frifindes.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce