Annonce
Hedensted

30 nye lejligheder snart indflytningsklar: Boligselskab håber på endnu flere

30 boliger rundt om en elipseformet sø har været så indbydende, at mere end 100 lejere har budt ind på at overtage en nøgle i Constantiaparken i Hedensted - langt inden indflytning. Foto: Michael Svenningsen
Til 1. oktober kan 30 lejere flytte ind i nye lejligheder i Constantiaparken i Hedensted. Behovet er så stort, at Østjysk Boligselskab håber på at kunne følge op med endnu flere boliger i Hedensted og Løsning de kommende år.

Hedensted: Et pænt stykke over 100 er skrevet op, inden længe bliver de fordelt, og 1. oktober kan de første flytte ind.

Siden sidste sommer har Østjysk Boligselskab været i gang med at bygge 30 rækkehuse i Constantiaparken i Hedensted, og byggeriet er nu skredet så planmæssigt frem, at lejerne snart får besked på, om de er blandt de heldige, der modtager en nøgle - og i så fald til hvilken lejlighed.

Boligerne er enten 95 eller 115 kvm store - fire eller fem værelser - koster ca. 8000 kr. plus forbrug og er bygget med henblik på, at de er interessante for en bred vifte af familier uanset alder og børn.

I første omgang er det dog primært ældre ægtepar med ønske om at flytte i noget mindre end parcelhuset, der har henvendt sig.

- Vi havde da regnet med en god efterspørgsel, men så stor interesse havde vi nok alligevel ikke forventet. Mange er skrevet op i vores system for første gang for at kunne leje sig ind i Constantiaparken, og det skyldes nok, at boligerne som type og med den pris og beliggenhed er attraktive, siger forretningsfører Helle Bro Pedersen fra Østjysk Boligselskab.

Annonce
30 boliger rundt om en elipseformet sø har været så indbydende, at mere end 100 lejere har budt ind på at overtage en nøgle i Constantiaparken i Hedensted - langt inden indflytning. Foto: Michael Svenningsen

Skriger efter lejligheder

Interessen fortæller ifølge Helle Bro Pedersen også historien om, at der fortsat er et stort behov for lejligheder i Hedensted og Løsning.

Med planer om forestående lejlighedbyggerier ved Lille Dalby Bakker i Hedensted samt Skolegade i Løsning er der en pæn del på beddingen, men bygherren er endnu ikke fastlagt.

- Vi håber afgjort på at være med til at lave noget begge steder, men vi kan også finde på at bygge i andre byer. Det vigtigste er at finde den rigtige grund med den rigtige beliggenhed centralt for indkøb, transport, skoler og natur - for behovet er der, siger Helle Bro Pedersen.

Efter planen skal der også byggemodnes 14 parcelhusgrunde ved siden af lejlighederne i Constantiaparken. Grundet udfordringer med at komme af med vandet lige netop der, er den del af projektet dog udsat på ubestemt tid.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce