Annonce
Danmark

30.000 unge har et alkoholforbrug der kræver rådgivning eller behandling

Stoffer og hash får alarmklokkerne til at ringe på en helt anden måde end alkohol på grund af den danske alkoholkultur. Arkivfoto: Martin Ravn
30.000 unge havde i 2019 så stort et forbrug af alkohol, at de havde behov for rådgivning eller behandling, viser en ny rapport fra Center for Rusmiddelforskning. Men ifølge rapporten modtager kun to procent af dem et kommunalt tilbud for at afhjælpe deres alkoholproblemer. "Forsvindende lidt", mener en af forskerne bag undersøgelsen.

Unge og alkohol: Mange unge danskere går i byen og drikker øl, vin og drinks. Men for ikke så få bliver forbruget af alkohol problematisk.

En ny rapport fra Center for Rusmiddelforskning viser, at mindst 30.000 unge mellem 15-25 år i 2019 havde så stort et forbrug af alkohol, at de havde behov for rådgivning eller behandling. Det svarer til 3,8 procent af de unge i aldersgruppen. Det er en lille stigning i forhold til en tidligere undersøgelse fra 2014 fra centeret.

Det er "alt for stort et tal", mener Anette Søgaard Nielsen, der er professor ved Enheden for Klinisk Alkoholforskning på Syddansk Universitet og tidligere leder af Alkoholbehandlingen i Odense Kommune.

- Der er ingen tvivl om, at et stort alkoholforbrug, når du er ung, giver en øget risiko for, at du bliver dårligere til indlæring, at du kan få problemer med din uddannelse, og at du kan få en svær afhængighed, som du ikke selv kan løse. Så vi skal være bekymrede, siger hun.

Mads Uffe Pedersen, der er forsker ved Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, og som står bag rapporten, fortæller, at de unge kommer fra alle samfundslag.

- Eksempelvis ved vi, at de unge i Gentofte drikker helt vildt meget. Så det handler ikke om, at de kommer fra ressourcesvage familier, siger han.

Han bakkes op af Mette Clausen der er leder af U-turn i København, et rådgivnings- og behandlingstilbud til unge, der drikker for meget alkohol.

- Vi ser både unge, som er vokset op i familier med alkoholproblemer og unge, som ikke er, siger hun og fortæller, at fælles for de fleste unge er, at de har trivselsproblemer og har fundet ud af, at alkohol kan dulme nogle af de negative tanker i øjeblikket.

- Det kan være, at de er blevet mobbet i skolen, at de har psykiske problemer, at de har det dårligt derhjemme eller med vennerne. Det kan også være, at de har indlæringsvanskeligheder og svært ved at passe ind i skolen, siger hun.

Annonce
Vi ved, at de unge i Gentofte drikker helt vildt meget. Så det handler ikke om, at de kommer fra ressourcesvage familier

Mads Uffe Pedersen, Aarhus Universitet

Konsekvenser

I undersøgelsen er de unge blevet spurgt ind til, hvor meget de drikker, hvor ofte de drikker, og om det medfører konsekvenser såsom blackouts, skyldfølelse og at de kommer til skade.

Spørgsmålene stammer fra AUDIT (The Alcohol Use Disorder Identification Test), som ifølge Dansk Selskab for Almen Medicin er et af de mest udbredte screeningsinstrumenter til at identificere og vurdere alkoholproblemer.

- Kan man ikke godt drikke mange genstande flere gange om ugen uden at have behov for rådgivning eller behandling?

- Jo. Der er nogle, som drikker flere gange om ugen, og hvor det ikke medfører konsekvenser. Men uden konsekvenserne får de heller ikke point nok i screeningen til at tælle med i de 30.000, siger Mads Uffe Pedersen.

Både under rådgivning og behandling har man samtaler med den unge om udfordringerne, som vedkommende kommer med. Den primære forskel på forløbene er ifølge Mette Clausen fra U-turn, at et behandlingsforløb er længere end et rådgivningsforløb.

Får ikke alarmklokkerne til at ringe

Godt to procent af de 30.000 unge modtager et kommunalt tilbud for deres alkoholproblemer, står der i rapporten.

Mads Uffe Pedersen mener, at det er problematisk, at andelen ikke er større, da mange unge derved ikke lærer at få kontrol over deres alkoholforbrug.

- I Det Nationale Alkoholbehandlingsregister kan vi se, at omkring sekshundrede unge om året modtager kommunal rådgivning eller behandling, og det er jo forsvindende lidt. De unge skal ikke nødvendigvis holde helt op med at drikke, men de skal lære nogle teknikker til at få kontrol, så de ikke kommer ud i et forbrug, hvor det går helt galt for dem, siger han.

Mette Clausen, leder i U-turn, tror, at vores alkoholkultur kan være en årsag til, at der ikke er flere unge, som får kommunal rådgivning eller behandling.

- Fordi vi har den alkoholkultur, vi har, tror jeg, der går længere tid, før forældre, venner og de unge selv opdager, at deres forbrug er problematisk. Hvis en ung ryger hash eller tager andre former for stoffer, vil alarmklokkerne med det samme gå i gang hos de fleste forældre eller andre voksne omkring den unge, men det sker ikke på samme måde, når det handler om alkohol, siger hun.

Anette Søgaard Nielsen er ikke lige så bekymret over, at det ikke er en større andel.

- Drikkemønsteret blandt helt unge mennesker er jo sådan, at de svinger ud på kriterier, hvor de internationale anbefalinger siger, at det er behandlingskrævende. Men de fleste unge mennesker får ændret deres måde at drikke alkohol på af sig selv eller under påvirkning af omgivelserne, i takt med at de bliver ældre. Så jeg mener ikke, at alle 30.000 skal have rådgivning eller behandling, siger hun.

Hun fortæller desuden, at unge også kan få rådgivning eller behandling andre steder end i kommunerne, og at andelen, der får hjælp, derfor højst sandsynligt er større end to procent.

Tre korte om undersøgelsen

1. En ny rapport fra Center for Rusmiddelforskning viser, at mindst 30.000 unge mellem 15-25 år i 2019 havde så stort et forbrug af alkohol, at de havde behov for rådgivning eller behandling. Det svarer til 3,8 procent af de unge i aldersgruppen.
3.046 unge har deltaget i undersøgelsen.

2. De unge er blandt andet blevet spurgt, hvor meget de drikker, hvor ofte de drikker, hvor mange gange i løbet af det seneste år de har oplevet, at de ikke kunne holde op med at drikke, når de først var begyndt, om de er kommet til skade på grund af deres alkoholforbrug, hvor ofte i løbet af det seneste år de har haft skyldfølelse over eller fortrudt, at de havde drukket, og hvor mange gange i løbet af det seneste år, de har haft behov for at drikke alkohol om morgenen for at komme i gang efter et stort alkoholforbrug dagen inden.

3. Spørgsmålene stammer fra AUDIT (The Alcohol Use Disorder Identification Test), som ifølge Dansk Selskab for Almen Medicin er et af de mest udbredte screeningsinstrumenter til at identificere og vurdere alkoholproblemer. Testen er oprindeligt udviklet af WHO.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce