Annonce
Østjylland

29-årig mand bragte fire personers liv i fare: Blev idømt  fængsel for vanvidskørsel i Porsche

En 29-årig mand blev dømt for vanvidskørsel i Aarhus 27. marts. Genrefoto: Johan Gadegaard
27. marts kørte manden vildt rundt i Aarhus midtby og var tæt på at ramme en modkørende bil, en cyklist og to fodgængere.

AARHUS: En 29-årig mand blev i sidste uge idømt et år og fire måneders fængsel og frakendelse af førerretten i otte år efter vanvidskørsel, hvor han bragte fire personers liv i fare.

Det var første gang, at der blev afsagt dom i den første sag om vanvidskørsel i Østjyllands Politikreds efter strafskærpelserne trådte i kraft 1. marts i år.

Den 29-årige mand kørte 27. marts i spiritus-påvirket tilstand ind ad Viborgvej i Aarhus i en leaset Porsche med en hastighed på mellem 150 og 210 kilometer i timen.

Annonce

I løbet af aftenen modtog politiet flere anmeldelser om, at en Porsche kørte vanvittigt i området ved Thorvaldsensgade i Aarhus, hvor han blandt andet lavede en overhaling over dobbelt optrukne linjer og fortsatte frem for rødt lys i krydset ved Vestergade.

En patrulje fik senere kontakt til bilen på Viborgvej, men det fik ikke føreren til at stoppe op. Tværtimod satte han farten op og kørte over for rødt lys. Han overhalede flere biler og mistede på et tidspunkt herredømmet over bilen og havnede i den forkerte kørselsretning, hvor en modkørende bilist måtte undvige for at undgå et sammenstød.

Føreren fortsatte dog sin vilde kørsel og  foretog yderligere overhalinger indenom, kørte tværs over vognbaner og yderligere to gange over for rødt. En af gangene var han tæt på at ramme en cyklist, ligesom to fodgængere var tæt på at blive kørt ned, da bilisten svingede lige foran dem, da han kørte ned i en parkeringskælder ved Ceres Byen, hvor politiet fandt den efterladte bil.

Tidligere dømt i 2020

Betjentene henvendte sig på en nærliggende adresse, hvor den 29-årige mand og hans kæreste befandt sig. Her sagde de, at det var kæresten, som havde kørt bilen. En forseelse, der betød, at den 29-årige også blev dømt for at give urigtige oplysninger til politiet.

Den 29-årige mand blev desuden dømt for et tidligere forhold, hvor han i maj 2020 blev sigtet for spirituskørsel, køre frem for rødt lys og ikke efterkomme politiets anvisninger, da han blev standset i en anden bil på Silkeborgvej i Aarhus. Dengang blev den 29-årige mands promille målt til 2,0.

Annonce

Speciel sag

Episoden fra 27. marts i år endte med, at den 29-årige mand blev varetægtsfængslet, hvilket han har været lige siden. Han forblev fængslet efter sidste uges dom i retten, der lød på et år og fire måneders fængsel, ligesom han ikke må køre bil i otte år.

- Denne sag er speciel, fordi de skærpede straffe for overtrædelse af straffeloven var trådt i kraft på gerningstidspunktet, men skærpelserne i færdselsloven var ikke. Jeg er tilfreds med strafudmålingen, som afspejler, at der virkelig har været tale om livsfare, ikke mindst for cyklisten, som var en brøkdel af et sekund fra at blive ramt af en bil, der kørte 180 km/t, siger anklager Iben Holm.

Den 29-årige mand tog betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.

Da episoden fandt sted før 31. marts, har han ikke fået konfiskeret sin bil efter de nye regler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Enner Mark Fængsel skal have ny leder

Annonce