Annonce
112

27 forældre klar til at patruljere ved skolen i Gedved

Superrampen i Gedved er samlingspunkt for unge, som spiller høj musik. Men med hjælp fra SSP vil en flok forældre nu se, om de på positiv vis, kan dæmpe gemytterne. Foto: Jens Amtoft
Forældre i Gedved blev onsdag aften klædt på af en SSP-medarbejder til at møde de unge i nattelivet omkring byens Superrampe.

Gedved: En gruppe forældre i Gedved er trætte af høj musik til langt ud på natten ved Gedved Superrampe. Derfor dannede de i sidste uge en privat forældregruppe, som går ture omkring skolen for at lægge en dæmper på de unge.

Men ifølge en af initiativtagerne til gruppen, som har knap 250 medlemmer på Facebook, er udfordringen, hvordan man kommunikerer med de unge uden at optrappe konflikter. Derfor havde forældrene onsdag aften inviteret SSP-medarbejder Jacob Aastrup til et informationsmøde i cafeteriaet på skolen.

- Det gik rigtig fint. Jacob fik os klædt på til at møde de unge. Vi lærte, hvordan vi skal agere og ikke agere. For det kan nemt blive hårdt mod hårdt, og det er ikke meningen, fortæller Kirsten Mikkonen, som sammen med tre andre har dannet Forældregruppen 8751 Gedved.

Egentlig oplever naboerne til rampen ikke decideret ballade, men de unges meget høje musik generer, og det var derfor vigtigt for forældrene at få redskaber til en god dialog med de unge.

- Hvis der f.eks. bliver spillet for højt, skal vi gå over stille og roligt sige: ”I hygger, og det er dejligt, men kan I være søde at skrue ned?”. Så vi henvender os pænt og høfligt. For hvis vi kommer med knytnæven, bliver vi også mødt af skråt op-finger, sådan lidt sat på spidsen, forklarer Kirsten Mikkonen.

Annonce
Vi skal for alt i verden undgå konflikter med de unge. Derfor skal vi ikke overfalde dem med 10 hold á tre voksne, der går tur fredag og lørdag. Der skal også være plads til at kissemisse i et hjørne.

Kirsten Mikkonen, medstifter af forældregruppen

Gåture sættes i system

Forældregruppen skal ikke ses som en klapjagt på de unge. Kirsten Mikkonen og de andre forældre vil meget gerne have, at de unge har et sted at hygge sig. Og derfor er det også vigtigt, at der er plads til dem. Hele tanken med gruppen er derimod, at unge og voksne kommer til at kende hinanden og få en gensidig respekt. Og noget kunne tyde på, at det kan lykkes.

- En af mødrene var ude at gå i fredags. Hun snakkede med de unge ved rampen, og det var måske lidt akavet. Men da der så var sankthans i Seminarieparken mandag, mødte hun en af de her drenge og fik lige høj arm og et hej med på vejen. Og det var en, hun ikke kendte på forhånd, så genkendeligheden kommer nu, lyder det fra Kirsten Mikkonen.

Hen over sommeren bliver gåturene sat i system, så de unge ikke bliver overvældet, og så vil forældregruppen også undersøge, om der findes et mere officielt regelsæt for ro og orden på offentlige steder, som den kan hænge op.

- Vi skal for alt i verden undgå konflikter med de unge. Vi går balancegang på en sytråd, for det kan blive rigtig træls, men det skal det ikke. Derfor skal vi ikke overfalde dem med 10 hold á tre voksne, der går tur fredag og lørdag. Der skal også være plads til at kissemisse i et hjørne. Men vi går måske et par ture i løbet af aftenen.

I alt var 27 forældre mødt op til informationsaftenen, og ifølge arrangørerne tilkendegav alle, at de gerne vil bakke op og være med til at gå ture. Turene bliver fremadrettet sat i system på Facebook frem til september.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce