Annonce
forside

26-årig er i kritisk tilstand: Faldt ud af vindue under fest

En 26-årig mand fra Horsens er i kritisk tilstand, efter han faldt ud af et vindue fra første sal. Arkivfoto: Axel Schütt

En mand i 20-erne faldt ud af et vindue fra første sal og blev kørt på hospitalet i Aarhus med hovedlæsioner.

Horsens: En mand på 26 år er kommet slemt til skade, da han ville lade vandet ud af et vindue, mens han og tre andre mænd i 20'erne var samlet i en lejlighed i Griffenfeldtsgade i Horsens lørdag aften.

- Klokken 00.25 bliver manden fundet på fortovet hårdt kvæstet, og hans tilstand er kritisk, oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz.

Den 26-årige mand fra Horsens og en flok venner var samlet i en lejlighed på første sal, hvorfra manden faldt ned på gaden.

- Der er nogle personer samlet i en 1.-salslejlighed, og manden har enten stået eller siddet i vindueskarmen og fået lyst til at lade sit vand. Der er han så formodentlig faldet ud af lejlighed og ned og har ramt med hovedet, så han er blevet alvorligt kvæstet, oplyser vagtchefen.

Annonce

Ulykke eller forbrydelse?

Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, om der kan være sket en forbrydelse i forbindelse med, at manden er faldet ud ad vinduet.

- Lige nu undersøger vi stadig, om der er sket en ulykke eller forbrydelse. Vi er ved at afhøre vidner. De var fire personer i alt i lejligheden, hvor der har været fest og er blevet nydt alkohol. Så om manden af egen drift har urineret ud af vinduet og mistet balancen, eller der er sket noget strafbart, er vi ved at undersøge. Men vi formoder, at det er en ulykke, siger vagtchefen.

Manden er kørt på hospitalet i Aarhus og er stadig i kritisk tilstand.

- Jeg kan ikke sige for nuværende, om han er uden for livsfare, men han er faldet meget uheldig og har hovedlæsioner, og hans tilstand er kritisk, lyder det fra Hans Hoffensetz.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Skoledebat: Tænk dig om før du taster!

Læserbrev: Horsens Folkeblad bragte i søndags flere artikler om skolen på Lindvigsvej. Det gav anledning til en del negative reaktioner på de sociale medier. Jeg vil som forælder gerne opfordre til at alle, der byder ind på den dårlige omtale overfor skolen, tænker sig om en ekstra gang. Vi vil gerne have ro og respekt om vores børn på skolen og deres forældre, der har valgt Lindvigsvej til, og som er rigtig glade for skolen. Det er vi, fordi vi har et fantastisk fællesskab med dygtige, engagerede lærere, pædagoger og medhjælpere, der yder et kæmpe stykke arbejde hver dag for at skabe et fagligt spændende og udfordrende læringsmiljø. Det kan ikke være rigtigt, at voksne, der ikke har tilknytning til skolen nu, aldrig har haft det eller vil have det, skal sætte dagsordenen for skolens fremtid med en hård tone og et behov for at ytre sig baseret på enkeltstående tilfælde, som, hvis man graver efter det, nok skal have fundet sted på andre skoler rundt i byen også i større eller mindre grad. Vi gør, hvad vi kan for at fortælle den gode historie om Lindvigsvej, men det er svært i et stormvejr af fordomme og dårlig omtale. At der helt klart er udfordringer med manglende opbakning til Lindvigsvej fra ledelsen på Horsens Byskole er ingen hemmelighed. Dét håber vi, at forvaltningen og politikerne snart får øjnene op for! Det må dog aldrig gå ud over børnene, at voksne ikke kan finde ud af at gebærde sig på de sociale medier eller i debatten generelt! At man har sine grunde til at træffe de skolevalg for sine børn, man gør, må stå for ens egen regning, men at skabe dårlig omtale, som er baseret på uvidenhed og mangel på indsigt i noget, som fungerer godt for andre, er simpelthen ikke i orden. Det skulle gerne være sådan, at alle børn i Horsens med stolthed kan fortælle deres kammerater rundt i byen, hvor lige netop de går i skole! Det bør vi alle medvirke til, at de kan.

Annonce