Annonce
Brande

24 timer med vandring: Fodslaw går til den

Så er vandreforeningen Fodslaw igen på vej med et arrangement - denne gang med en "ekstremvandring" med udgangspunkt i Ejstrupholm. Arkivfoto
Vandreforeningen Fodslaw byder på 24 timers "ekstrem-vandring" omkring Ejstrupholm.

Ejstrupholm: Fredag 30. august fra klokken 19.00 og 24 timer frem kan man virkelig få testet sine vandreevner. Foreningen Fodslaw arrangerer nemlig ”Ejstrupholm Rundt” - en vandretur på hele 110 kilometer. Man kan dog dele turen op ved at nøjes med halvdelen på 55 km. Men uanset hvad er det noget for dem med de stærke ben.

Udgangs- og samlingspunktet er Ejstrupholm Skole. Skolen vil være et travlt sted i de 24 timer arrangementet varer, da deltagerne kommer og går, holder hvil og får forsynet sig med mad og drikke. Og nogle vil måske også klatre op på briksen for at få deres fødder kontrolleret.

På første del af denne tur vil man komme ud omkring Gludsted Jagtcenter og retur til Ejstrupholm Skole. Anden del af turen er ændret i forhold til tidligere år. Ruten kommer stadigvæk til Nørre Snede men nu lidt længere ud mod Tranholmvej, Krondal, retur til Nørre Snede og Ejstrupholm Skole. Efter morgenmaden starter tur nummer tre klokken 6.45, og her kommer man til Gludsted, ud omkring Hampen Sø, Vester Palsgård Skovmuseum og Hampen Hallen. På den allersidste del af turen kommer man ud til St. Thorlund og derefter returnerer man til Ejstrupholm Skole. Her vil de første deltagere nok være retur på Ejstrupholm Skole ca. kl. 18.30 ifølge tidsprogrammet. Uanset om man ønsker at deltage i første, sidste eller begge ture er man meget velkommen, lyder det fra Fodslaw.

Med på turene er der en ”førerguide”, som sætter tempoet, og i slutflokken vil en ”bagstopper” sørge for, at alle kommer retur til skolen i god behold. Imellem disse to personer vil der være en eller to ”afmærkere”, som sætter afmærkning op når spredning mellem ”førerguiden” og ”bagstopperen” bliver for stor.

På alle ture kan man forsyne sig ved en rastebil, som vil medbringe saft, vand og fortæring. Der vil være mulighed for at overnatte på skolen, hvis man tager sin luftmadras og sovepose med.

Fodslaw kan også tilbyde sanitetshjælp alle 24 timer. Med sådan en tur kan det næsten ikke undgås, at der kommer småskader såsom vabler og ømhed i muskler.

Man kan tilmelde sig via hjemmeside www.fodslawbrande.dk, hvor priser også fremgår.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce