Snak, se, lyt og spis: Her er årets Heartland festival

En glad indgang og to mulige højdepunkter på årets Heartland Festival; den amerikanske bestsellerforfatter Jonathan Franzen og kunstværket Swan-thing. Fotos: Shelby Graham, David Shrigley og Kristian Feilan

Snak, se, lyt og spis: Her er årets Heartland festival

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Heartland Festival er et overdådigt tag-selv-bord af musik, snak, mad, kunst, drikke og naturligvis beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Med et så mangfoldigt festivalprogram er det umuligt at indkapsle det hele, så derfor har vi på avisen Danmark fundet 12 nedslag i et proppet festivalprogram med oplagte og ikke så oplagte ting, man kan tage sig til, hvis turen i weekenden går til Egeskov Slot.

Charlotte Gainsbourg / Music

Kontroversiel er måske for let et ord at bruge om Charlotte Gainsbourgs indtræden på musikscenen tilbage i 1984. Hun var 13 år gammel, hendes far var Serge Gainsbourg, og deres duet hed "Lemon Incest". Den var nok ikke gået i dag.

Men når man som Charlotte Gainsbourg er datter af en engelsk skuespillerinde og et aparte fransk musikgeni, kan det ikke undgå at smitte af. Hun synger skiftevis et hviskende, forførende je ne sais quoi-agtigt fransk og discopoppet engelsk. Har du aldrig hørt hendes musik, kunne du starte med hendes cover af Kanye West's "Runaway", som hun får konverteret fra et dunkende amerikansk hiphop-nummer til sart og æstetisk pop.

Charlotte Gainsbourg, Highland Stage, torsdag 23.15

Solange / Music

Der var fuld plade over hele linjen til Solange, sidst hun gav koncert i Danmark. De seksstjernede anmeldelser blev strøet ud over den amerikanske sangerinde, som det sjældent er set, og hun fik vist det danske publikum, at hun er kunstner i eget navn og ikke bare Beyoncés lillesøster.

Men som sin søster har hun i de senere år bevæget sig væk fra de måske lidt lette pophits og er i højere grad begyndt at skabe værker, hvor hun synger både sin egen og den kollektive sorte historie frem.

Det var måske det, der kulminerede til koncerten i 2017, hvor Informations anmelder bagefter skrev: "Hun krammer en pige med brun hud, der står helt oppe ved hegnet op til scenen, tårerne løber ned af kinderne på pigen. Og der, under et af mange følelsesmæssige klimakser under en koncert, der føles som den vigtigste nogensinde, understreger hun selv, med sin musik, hvor stort det her er."

Solange, Greenfield Stage, natten til fredag 00.30

Jada / Music

Et vaskeægte dansk stjerneskud, det er lige præcis, hvad Jada er. Popsangerinden med det borgerlige navn Emilie Molsted bliver spået en af de helt store karrierer, på trods af at hun endnu kun har udgivet et par enkelte singler.

Hun skriver, synger og producerer selv sine sange - og så er hun pænt ligeglad med at have synlige hår under armene og deller på maven. Derudover siger de, der har hørt hende synge live, at hun med sin stemme kan få voksne mænd - og alle andre - til at græde.

Jada, Highland Stage, fredag 20.45

Ostemager-workshop / Food

Marie Linea Østergaard er ostemager, studerer til mejeriingeniør, og hun vil gerne starte en osterevolution. Vi skal nemlig have osten tilbage på landkortet.

Ost er et ældgammelt håndværk, og det vil Marie Linea Østergaard sætte fokus på i sin workshop på Tasteland. Deltagerne får mulighed for at smage, røre og dufte, når der skal laves ost på den traditionelle måde.

Og skulle din yndlingsost tilfældigvis være mozzarella, er du kommet til det rette sted, for Marie Linea Østergaard lover at strække mozzarella, mens hun fortæller om lagring og modningens mystik.

Ostemager-workshop, Tasteland, fredag 10.30

Smørsmagning / Food

Vi bliver ved mælkeprodukterne, når mejeriforeningen og madanmelder Helle Brønnum Carlsen inviterer til smørsmagning. Jo, du læste rigtigt, der skal smages på smør. Seks forskellige slags smør fra landets dygtigste smørmagere er på bordet, mens Helle Brønnum Carlsen guider.

Ud over det kommer Jørgen Hoff fra Gundestrup Mejeri og Bryghus med smagsprøver fra det officielle Heartland-smør, som han selv har rørt på sit sydfynske mejeri. Jørgen vil også tage kærnemælk med fra morgenens smørproduktion, så deltagerne kan smage den ægte vare.

Smørsmagning, Tasteland, lørdag 16.30

Afternoon Tea by Winterspring / Food

Winterspring er en café og dessertbar med adresse i hjertet af København, som blandt andet byder på surdejsvafler med kamillesirup, biodynamisk havregrød og urteinfusion af kold infuseret japansk matcha-te. De benytter sig helst af nordiske råvarer, og deres sorbetis bliver lavet på Skarø i det sydfynske øhav.

Lørdag er københavnercaféen rykket til Heartland og serverer afternoon tea for både børn og voksne i slottets hvilehave på en måde, lover de, "som du med garanti ikke har set eller smagt før".

Afternoon Tea by Winterspring, lørdag 12 og 15. Arrangementet koster 425 kroner for voksne, 215 for børn.

Jonathan Franzen og Martin Krasnik / Talks

Kan litteratur overleve teknologien? Det er overskriften på samtalen mellem den amerikanske forfatter Jonathan Franzen og chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik fredag ved middagstid.

Jonathan Franzen har skrevet fem romaner og har været bestsellerforfatter siden 2001, hvor romanen "Korrektioner" blev oversat til 35 sprog og solgte 1.6 millioner eksemplarer verden over. Hans romaner er i gennemsnit på 600 sider.

Han hader sociale medier.

Jonathan Frantzen, Heartland Talks, fredag kl. 12

Kim Leine og Ahmed Akkari / Talks

Kim Leine og Ahmed Akkari kunne måske umiddelbart lyde som et umage par. Kim Leine er romanforfatter, opvokset på Grønland. Ahmed Akkari er debattør og forhenværende islamist. Men når de sætter sig til rette i Future Talks-teltet er det for at snakke om, hvad danske værdier er i dag, for de har det til fælles, at de både har oplevet Danmark indefra og udefra.

Snakken bliver modereret af journalist og radiovært Adam Holm.

Kim Leine og Ahmed Akkari, Future Talks, lørdag 14.45

Christina Boutrup & Rikke Frank Jørgensen / Talks

Amerikanske giganter som Facebook og Google tjener styrtende med penge på at opsamle viden om vores www-adfærd, og den såkaldte overvågningskapitalisme vokser dag for dag, men hvor går grænsen mellem overvågning og menneskerettigheder i vores samfund - og hvor langt er vi selv villige til at gå?

Det vil seniorforsker ved Dansk Institut for Menneskerettigheder, Rikke Frank Jørgensen, og kina-kender og erhvervsjournalist Christina Boutrup sætte fokus på i deres samtale fredag eftermiddag, som bliver modereret af radiovært og direktør for Elektronista Media Christiane Vejlø.

Christina Boutrup & Rikke Frank Jørgensen, Future Talks, fredag 14.45

Swan-thing / Art

En kæmpemæssig svane. Det er den engelske kunstner David Shrigleys bidrag til Heartland 2019. Svanen vil være at se under hele festivalen, hvor den vil ligge og vugge i voldgraven foran Egeskov Slot.

Selv siger David Shrigley, at "det er et værk, som er designet til at udfylde så stort et rum som muligt. Jeg ville gerne have lavet det større end slottet, men det var åbenbart ikke muligt. Men det optager stadig en masse plads - meget mere end de andre (ægte) svaner gør."

Som en finurlig detalje ligner svanen også en kæmpemæssig fuckfinger. Hvem den er rettet mod, må stå hen i det uvisse.

Swan-thing, voldgraven foran Egeskov Slot, hele festivalen

Atrium / Art

Den nybyggede pavillon Atrium er skabt til kunsten og Arts & Audience-programmet. Det er med andre ord her, du tager en pause fra snak, musik og mad og fordyber dig i kunsten.

Det er her, du kan finde en stander med vr-briller og opleve virtual reality-rejsen Peperit 2.0 skabt af multikunstneren Sophie Hjerl.

Det er også her, Nana Francisca Schottländer optræder med sin perfomancekunst, hvor hun fokuserer på mødet mellem det menneskelige og det mere-end-menneskelige. På Heartland-festivalen vil publikum derfor kunne møde en sten.

Peperit 2.0, Atrium, hele festivalen

Nana Francisca Schottländer, Atrium, lørdag 14.15

Kunsthal Charlottenborg & Heartland Festival: "It's Urgent!" / Art

Kurator Hans Ulrich Obrist står for udstillingen "It's Urgent!", som kunstnere fra hele verden har bidraget til. Værkerne, som er kommentarer på den aktuelle politiske situation, har været udstillet på reklamepaneler over hele landet, og det er ingen tilfældighed, at udstillingen bliver vist på gader og stræder i forening med plakater til folketingsvalget. Verden har simpelthen brug for kunsten, mener Hans Ulrich Obrist:

- Verden har aldrig haft brug for kunstnere, som den har nu. Vi har brug for deres radikale idéer, visioner og perspektiver på samfundet.

Kunsthal Charlottenborg & Heartland Festival: "It's Urgent!", hele festivalen

Snak, se, lyt og spis: Her er årets Heartland festival

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce