Asiater vilde med lokalt produkt: Brædstrup-firma har udvidet med 13 ansatte på et år

Staldfirmaet Vissing Agro A/S i Brædstrup har været aktiv på det asiasiske marked i fire år, og det begynder at kunne ses i resultatet. Arkivfoto: Vissing Agro

Asiater vilde med lokalt produkt: Brædstrup-firma har udvidet med 13 ansatte på et år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vissing Agro A/S i Brædstrup, der lever af at producere staldinventar til grise, har fået fart under eksporten. Det har betydet, at virksomheden har udvidet antallet af ansatte med 13 medarbejdere, og overskuddet er øget med knap 2,9 mio. kroner på et år.

Brædstrup: Staldinventar-firmaet Vissing Agro A/S, som bor på Energivej 5 i Brædstrup, har haft et mere end almindeligt travlt år. Det fremgår af regnskabet for 2017/2018, som virksomheden for kort tid siden har registreret hos Erhvervsstyrelsen.

I det seneste år er bruttofortjenesten øget fra 16,4 mio. kroner til 24,9 mio. kroner, og samtidig er overskuddet steget fra 72.863 kroner til nu 2,9 mio. kroner før skat.

Ifølge direktøren for Vissing Agro A/S, Claus Brandt, skyldes det gode resultat en kombination af fremgang på både det danske marked og på eksportmarkederne i Asien.

- Der har været en optur på svinenoteringerne i 2017, og det har gjort, at der har været flere renoveringsprojekter, fordi der har været et efterslæb på det danske marked. Samtidig har vi igennem fire år arbejdet på at eksportere til Asien, og det har haft nogle afsmittende effekter på resultatet, siger Claus Brandt.

Asiaterne ser på Danmark som et af de højproduktive lande, og det giver os noget medvind, når de ser de danske landmænd lave gode resultater.
Claus Brandt, direktør Vissing Agro A/S
Vissing Agro A/S
Regnskabstal for 2017/2018, mens tal for forrige regnskabsår (2016/2017) er i parentes.
  • Bruttofortjeneste: 24,9 mio. kr. (16,4 mio. kr.)
  • Resultat før skat: 2,9 mio. kr. (72.863 kr.)
  • Resultat efter skat: 2,3 mio. kr. (54.407 kr.)
  • Egenkapital: 4,9 mio. kr. (2,6 mio. kr)
  • Antal ansatte: 48 (35)


Der er ikke oplyst tal for omsætningen.

Kilde: Årsregnskab oplyst til Erhvervsstyrelsen.

Fokus på Asien

Vissing Agro sælger i dag staldudstyr til Filippinerne, Vietnam, Malaysia og Kina, og ifølge direktøren vil der også i de kommende år være fokus på eksport til de lande.

- Asiaterne ser på Danmark som et af de højproduktive lande, og det giver os noget medvind, når de ser de danske landmænd lave gode resultater. Det gør det nemmere for os at sælge vores produkter derude, når vi forklarer dem, at de også kan lave de produktionsmæssige gode resultater, hvis de vel at mærke følger de danske normer. Det forsøger vi så at gennemføre. Det tager tid, så vi forsøger at øge vores markedsføring for at komme videre i Asien, siger Claus Brandt.

Flere ansatte

Den stigende aktivitet hos Vissing Agro har haft betydning for antallet af ansatte hos staldproducenten.

Mens der i det foregående år var 35 fuldtidsmedarbejdere, er tallet i det seneste regnskab steget med 13 til i alt 48 ansatte, der arbejder i produktionen i Brædstrup.

- For Vissing Agro har resultatet været meget tilfredsstillende, men ser vi på det koncernmæssigt i Danish Farm Concept (hovedsæde i Vejle, red.) er vi ikke helt tilfredse, fordi vi kom ud med et lille underskud. Vi har haft nogle strukturelle problemer, som har gjort, at vi ikke er kommet igennem med det, vi ville. Vi arbejder dog på at løse de problemer, og jeg ser derfor positivt på fremtiden, siger Claus Brandt.

Svinepest kan gå to veje

Om de gode resultater for Vissing Agro også fortsætter i dette regnskabsår, vil ifølge direktøren afhænge af flere forhold.

- Det er svært at være spåmand i dette marked, fordi den afrikanske svinepest hænger over os som et spøgelse. Hvis pesten kommer til Danmark, kan det lukke hele vores svineproduktion ned, og så bliver der ikke noget for os at lave. Kina er allerede ramt af svinepest, og det har givet en nedgang i deres produktion på 20 procent. Det vil betyde, at svinenoteringerne vil stige i både Danmark og resten af verden. Det kan betyde, at nogle vil investere i staldanlæg. Men det er sådan, når det blæser, så bygger man enten vindmøller eller læskur, siger Claus Brandt.

Asiater vilde med lokalt produkt: Brædstrup-firma har udvidet med 13 ansatte på et år

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce