De riges formue vokser og vokser: Det skæve Danmark er vredet en ekstra tørn - Skanderborg blandt de rigeste

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd med direktør Lars Andersen i spidsen peger på beskatning af aktier og fast ejendom som et redskab til at balancere et skævt Danmark. Arkivfoto:Henning Bagger/Scanpix

De riges formue vokser og vokser: Det skæve Danmark er vredet en ekstra tørn - Skanderborg blandt de rigeste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forskellen mellem rig og fattig er blevet større siden 2004. Indbyggerne er blevet fattigere i Vejen, Assens og Tønder, mens de rige nord for København og i Aarhus især har vundet på boligpriserne. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ønsker højere skatter, 3F mere sammenhængskraft i Danmark.

En gennemsnitlig borger i Rudersdal nord for København har siden 2004 lagt 52 procent til sin nettoformue, så værdien af bolig, bil og aktier og kontanter i banken var 2,7 million kroner. I Randers har borgerne i gennemsnit mistet 8,5 procent af formuen, så de i dag ejer for 429.000 kroner.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har analyseret udviklingen i danskernes formue fra 2004 frem til 2016, og danmarkskortet bekræfter matthæus-princippet om, at de rige bliver rigere og de fattigere taber. Den gennemsnitlige formue er hos borgerne i eksempelvis Assens, Tønder og Vejen blevet mindre, mens beboerne nord for København, i Aarhus og Skanderborg er blevet rigere henover finanskrisen.

- Vi ser en stor - og stigende - ulighed i formuerne på grund af boligpriserne, kapitalindkomst og aktiekurser. Det har ført til en polarisering med faldende nettoformuer i Syd- og Vestsjælland, mens det bare kører i København og store byer som Århus. I Udkantsdanmark kører det ikke, konkluderer Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Stigning i løn er skævt fordelt
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har tidligere analyseret indkomstfordelingen i de danske kommuner for fagforbundet 3F. Fagforbundet vil med analyserne sætte det skæve Danmark på dagsordenen for at få en reform af udligningsordningen, så de svage kommuner får tilført flere penge.I undersøgelsen af indkomster toppede 10 kommuner i hovedstadsområdet med en gennemsnitsindtægt på mere end 300.000 kroner efter skat med Rudersdal, Hørsholm og Gentofte i den absolutte top over 400.000 kroner.

Undersøgelsen viste i øvrigt, at gennemsnitsindtægterne er steget i alle kommuner fra 2002 til 2018. De seks kommuner med de højeste indkomster havde alle haft en vækst over 30 procent. De tre kommuner med laveste vækst i indkomst er Ishøj, Albertslund og Brøndby med en stigning på 10-15 procent.
3F-formand Per Christensen er bekymret over den stigende skævhed. Arkivfoto
3F-formand Per Christensen er bekymret over den stigende skævhed. Arkivfoto

Boligpriser driver ulighed

Boligpriserne spiller ifølge Lars Andersen den største rolle i udviklingen, men også gevinster fra aktier og obligationer er steget kraftigt for de rigeste i Danmark siden 2004 i en periode, hvor skatterne på den form for indkomst er blevet lempet. Og de forskellige indtægter hænger sammen.

- Du har ikke stor kapitalindkomst, når du ikke har stor indkomst, og skattestoppet har skubbet på denne udvikling sammen med nedsættelse af beskatning på kapitalindkomst, lyder analysen fra Lars Andersen.

I gennemsnit er hver indbygger i Randers blevet 40.000 kroner fattigere siden 2004. Kommunen ligger i bund mellem Frederikshavn og Ishøj med en gennemsnitsformue på 429.000 kroner per indbygger. Arkivfoto
I gennemsnit er hver indbygger i Randers blevet 40.000 kroner fattigere siden 2004. Kommunen ligger i bund mellem Frederikshavn og Ishøj med en gennemsnitsformue på 429.000 kroner per indbygger. Arkivfoto

Stop skattestoppet

Et mindre skævt Danmark forudsætter ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at politikerne øger beskatningen af ejerboliger, genindfører en progressiv beskatning af kapital og satser på flere almennyttige boliger i eksempelvis København og andre højindkomstområder.

- Ejendomsværdiskatten er reduceret voldsomt med skattestoppet, og generelt er gevinsterne på boliger nærmest blevet skattefri med begrænsningen på grundskylden, siger Lars Andersen.

Udviklingen fra 2004 er ifølge Lars Andersen strukturel og med til at forhindre danskerne i at flytte fra lav-indkomstområder til områder med en høj indkomst. Det er med andre ord svært at sælge en bolig i Tønder for at købe en i Gentofte.

- Almindelige lønmodtagere kan næsten ikke komme i nærheden af de store byer og må pendle til København og Aarhus. Vi bør i boligpolitikken tage højde for, at en vis procentdel nybyggeri skal være alment, så det giver en chance for, at almindelige mennesker kan komme i nærheden af en bolig. Vi skaber en dårlig cirkel i områder, hvor det ikke går godt. Lave boligpriser trækker kontanthjælpsmodtagere til eksempelvis Lolland og gør det endnu sværere at få brudt den dårlige cirkel og få gang i beskæftigelse og erhvervsliv, når tilflyttere giver større udgifter og større sociale problemer, siger Lars Andersen.

Fagforbund er bekymret

3F's formand Per Christensen har læst rapporten og er bekymret over den stigende skævhed i formuerne. Fagforbundet ønsker politisk fokus på at skabe et Danmark i bedre balance, og planerne om at lempe arveafgiften vil ifølge Per Christensen blot skabe større ulighed.

- De arvinger, der i forvejen har de største formuer, er også dem, der arver mest. Dermed vil en lavere arveafgift være en skattelettelse til dem, der har mest i forvejen. Vi skal tilbage på det spor, vi historisk har haft så stor succes med. Det gør man ikke ved at give skattelettelser til de rigeste og skære på ydelserne til de fattigste, hvilket eksempelvis resulterer i flere fattige børn i Danmark, siger 3F's formand.

Han hæfter sig ved, at markante erhvervsfolk som ISS's topdirektør Jeff Gravenhorst og Ørsteds Henrik Poulsen har advaret mod den stigende ulighed i Danmark. Den stigende ulighed er ifølge Per Christensen på vej til at ødelægge sammenhængskraften i Danmark.

- Uligheden ødelægger sammenhængen mellem by og land, mellem de forskellige landsdele og på det individuelle niveau. 3F er grundlæggende imod et polariseret samfund, hvor de rige bor i ghettoområder med andre rige, mens de fattige bor i samme kvarter som andre fattige, siger Per Christensen.

De riges formue vokser og vokser: Det skæve Danmark er vredet en ekstra tørn - Skanderborg blandt de rigeste

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce