Krigsudredning sætter komma - ikke punktum...


Krigsudredning sætter komma - ikke punktum...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.


Erik Boel, tidligere international sekretær i S
Erik Boel
Danmark Debat. 

Ansvar: Udredningen om Danmarks deltagelse i bl.a. krigen i Irak bør følges op af en egentlig undersøgelseskommission. Forskerne bag den historiske udredning har ikke haft mulighed for at vurdere lovligheden af grundlaget for Irak-krigen, ej heller at afhøre toppolitikere og embedsfolk under vidneansvar, ligesom de heller ikke har haft adgang til særlig sensitivt materiale.

Socialdemokratiet fedtspiller i spørgsmålet om nedsættelse af en undersøgelse, mens den øvrige opposition er klar til at genoplive den kommission, som Venstreregeringen nedlagde. Det er et selvstændigt argument for en kommission, at den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen - der bærer hovedansvaret for Danmarks deltagelse i krigen - lider af hukommelsestab: Han anførte i sin tid "Det er noget, vi ved" om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Og fastholder i dag: "Det var en almindelig antagelse, at selvfølgelig havde Saddam Hussein masseødelæggelsesvåben".

Men det holder ikke: Den franske præsident Chirac anførte, at han ikke havde set beviser for, at Irak havde sådanne våben. Hans von Sponeck, FN's tidligere humanitære koordinator i Bagdad, udtalte, at der ikke fandtes håndfaste beviser for, at irakerne producerer masseødelæggelsesvåben. Sponeck så heller ingen dokumentation for, at Irak udgjorde en overhængende trussel mod verdensfreden eller mod sine naboer. Der blev aldrig fundet masseødelæggelsesvåben i Irak. Og Anders Fogh Rasmussen udlod at informere Folketinget om, at en invasion af Irak kunne føre til kaos i regionen og terror.

Allerede i efteråret 2002 kunne Mogens Lykketoft og jeg i en række kronikker fastslå, at en Irak-krig ikke ville blive en "easy walk": "Den, der siger, han ved, hvordan et militært angreb vil udvikle sig, han kender ikke Irak". Vi henviste også til risikoen for, at Irak ville falde fra hinanden i kølvandet på en invasion.

Anders Fogh Rasmussen anførte, at Danmarks mål med krigen var en afvæbning af Saddam Hussein. Mens Irak-krigen i realiteten var et udslag af en mere aggressiv amerikansk Mellemøstpolitik. Tilbage står indtrykket af, at præsentationen af efterretninger og fakta til Folketinget og offentligheden blev tilpasset politikken og en beslutning, der reelt allerede var truffet, om at Danmark skulle deltage i krigen.

Det ville tjene opklaringen af sagen, at de ministre, der dengang var ansvarlige, i dag åbent erkender, at dansk krigsdeltagelse var begrundet i hensynet til USA. En egentlig undersøgelse vil kaste et mere fuldstændigt lys over såvel proces som grundlag for Irak-krigen - og give mulighed for, at vi kan lære af historien; især mere åbenhed.

For god ordens skyld skal jeg understrege, at jeg finder det rigtigt, at vi engagerede os i Kosovo i sin tid, og at vi var med i Afghanistan.

Der er heller ikke for min del tale om den sædvanlige Fogh-bashing. Jeg synes på mange måder, Fogh Rasmussen var en dygtig og effektiv statsminister. Men jeg mente før Irak-krigen og jeg mener i dag, at invasionen af Irak var en monumental fejltagelse.

Krigsudredning sætter komma - ikke punktum...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce