Læs de mange svar: Er det i orden at tage børnene ud af skolen uden for ferierne?

Vinterferien står for døren for mange. Andre tager af forskellige årsager børnene ud af skolen for at holde ferie uden for uge 7. Er det i orden, spørger vi Horsens Folkebladets brugere på Facebook. Arkivfoto: Scanpix

Læs de mange svar: Er det i orden at tage børnene ud af skolen uden for ferierne?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Horsens: Vi har i denne uge spurgt Horsens Folkeblads Facebook-følgere om følgende: "Er det i orden at tage sit barn ud af skolen for at holde f.eks. vinterferie uden for uge 7?"

Cecilie Emilie Flindt Robert, Horsens:

Det kunne også være, at skolerne skule være åbne over for nye måder at afholde ferie på. Nogle skoler gør allerede det, at de tilbyder forældrene at vælge, hvornår de gerne vil have, at deres børn har vinterferie (uge 6, 7 eller 8). I de tre uger er der så også temauger på tværs af klasserne eller på tværs af årgangene. Så får forældre og børn mulighed for at holde ferie uden at tænke på lektier, og om børnene kommer bagud. Det, synes jeg, er en rigtig god løsning, og det fungerer - så vidt jeg er orienteret - godt for både skoler, børn og forældre.

Sofie Bjørnø Vestergaard, Horsens:

Ja, da alle ikke har mulighed for at tage ferie i uge 7, og de fleste ønsker at tage deres børn med på ferie, så må de jo tage afsted i andre uger. Det har intet med barnets faglighed at gøre.

Torben Lorentsen, Horsens:

Det er, som om folk i dag mener, det er en menneskeret, at man skal på skiferie og flere andre ferier hvert år. Grunden til, at man har råd til det, er, at Danmark er et rigt land pga. højt uddannelsesniveau, som fører til kvalitet på arbejdsmarkedet. Så inden man vælger at tage børn ud af skole for at tage på ferie, synes jeg, man skal tænke på årsagerne til, at Danmark er så rigt et land.

Karina Kirkebye, Horsens:

Om de har en uge med kreative fag eller på ferie - hvor de får "lært" nye spændende ting - same same... Husker da tydeligt i folkeskolen, hvor vi havde en uge, hvor vi arbejdede med andre kulturer. Jeg ville altså hellere have været på ferie og oplevet noget kulturelt i virkeligheden.

Ninna Kjær Fromsejer Henriksen, Hovedgård:

Jeg vil sige ja og nej. Ja, fordi det kan være svært for alle at få ferie i uge 7, og der kan også spille noget økonomisk ind. Men hvis barnet/forældrene aftaler med læreren, hvad der arbejdes på den uge, så ja. Nej, fordi det giver uro, og selvom man kun snakker en uge, så er læringsprogrammer i dag så stramme, at man mister meget på en uge.

Lotte Rasmussen, Horsens:

Ja, nu har vi jo ikke skolepligt, men undervisningspligt. Vi havde lektier med på ferien sidste år og de blev lavet, så jeg kan ikke se, at man ikke skulle kunne holde ferie uden for de normale uger. Vi kan jo ikke alle have fri, når skolerne har ferie.

Tinna Normann-Poulsen, Hadsten:

Ja da, det vigtigste er tiden med familien, og med en frilæsningsbog under armen og en masse gode familiespil er det ikke et problem.

Karin Stensgaard, Horsens:

Jeg har ondt af de børn, som kun får en uges vinterferie, fordi deres forældre kun lader deres børn holde ferie i henhold til skolens ferieplan. Og på længere sigt: Det bliver ikke rart at skulle være chef for unge mennesker, som har lært, at vi tager da bare fri, når det passer os bedst.

Hanne Mini Schytz, Horsens:

Det kan man jo blive nødt til. Priserne er skruet himmelhøjt op i uge 6, 7 og 8. Dog forstår jeg godt, at skolerne er trætte af det.

Dennis Schulze, Horsens:

Jeg syntes, at man selv skal bestemme. Det behøver politikerne/kommunerne/skolerne ikke gøre. Synes snart, at alt bliver strammet op, nu må det snart være nok. Vi er ikke robotter, man bare kan trykke på, vi er mennesker. Så ja, hvis man vil holde ferie uden for vinterferien, skal man have lov til det.

Johanne Frankær Møller Sørensen, Horsens:

Ja, nu er det jo ikke alle, der har fri i f.eks. uge 7. Så hvorfor skulle de mennesker, der arbejder i ferieugerne, ikke have lov til at holde ferie med deres børn på andre tidspunkter?

Rasmus Lund Sommer Knudsen, Horsens:

Jeg synes, der kan være omstændigheder, der gør, at det bør kunne lade sig gøre. Jeg arbejder f.eks. ved DSB på både helligedage, i skolernes ferie samt hver anden weekend. I år har jeg sommerferie i ugerne 37-38-39. Så ingen sommerferie med familie. Jeg skal arbejde både juleaften og nytårsaften, så heller ikke der er jeg sammen med familie. Nogle gange kan der være ting, der gør, at hvis man vil have bare lidt ferie tid med sin familie, så er det måden at gøre det på.

Thomas Neuchs, Horsens:

Ja, det er helt i orden. Det er dit barn og dit helt eget liv, og det bestemmer du skam helt selv.

Lotte Vissing Andersen, Horsens:

Hvis barnet følger godt med i skolen fagligt og socialt, så sker der ingenting ved en uges ferie uden for skolernes ferier.

Mette Ribergaard, Horsens:

Jeg forstår godt de skoleledere og lærere, der er trætte af, at der mangler elever i undervisningen i flere uger i januar og februar. Det giver uro, og det kan være svært at tilrettelægge undervisningen, når de pågældende elever kommer tilbage og ikke er på samme niveau som de elever, der har deltaget i den daglige undervisning. Men på den anden side er det ikke muligt for alle at holde ferie i uge 7, og er det skiferie, man gerne vil på, er det meget dyrere i lige netop den uge.

Anne Hjørngaard Lauritsen, Horsens:

Ja, det er helt i orden, synes jeg. For når lærerne holder fri uden for skoleferierne, er det vel også ok, at eleverne gør det.

Ulla Hjorth, Horsens:

Jeg synes, vi skal passe på med at tro, at folkeskolen er eneste kilde til læring. Det er ikke verdens undergang, at vores børn ikke deltager i undervisningen i en uge, hvis det betyder noget ind i familien. Mine døtre har i givet fald haft "lektier" med. Og nydt en anden form for samvær. I de ældre klasser og nu i gymnasiet har vi dog valgt, at ferie er i skoleferierne, men for pigernes skyld, ikke for "skolens" skyld. Det er klart, at det kan være svært at tilrettelægge en emneuge eller årgangens skuespil med fem elever væk, men det må være forældrenes ansvar at overveje konsekvensen for barnet. Det praktiske kan løses og er et vilkår, der må arbejdes ind.

Læs de mange svar: Er det i orden at tage børnene ud af skolen uden for ferierne?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce