Annonce
Horsens

2100 underskrifter bag borgerforslag: Nej til byggeri ved Nørrestrand

Danielle Piann Kolling (t.v.) havde inviteret plan- og miljøudvalgets formand Martin Ravn (V) på besøg på Nordre Strandvej i lokalerne, hvor hun driver massage-skole. Her var naboerne Claus Friis Christensen og Lena Pedersen også med til at overrække mappen af underskrifter. Foto: Ingeborg Faurholt
Beboere på Nordre Strandvej fortæller om bred opbakning til borgerforslaget mod byggeri på naturområdet syd for vejen. Mandag overrakte de en tyk mappe fyldt med underskrifter til udvalgsformand Martin Ravn (V).

Horsens: Det nordvestlige Nørrestrand syd for Nordre Strandvej skal bevares som naturområde. Det mener flere end 2000 horsensianere, som - enten digitalt eller fysisk - har skrevet under på et borgerforslag, der har til formål at friholde området for byggeri.

Mandag kunne en gruppe initiativtagere til borgerforslaget med Danielle Pian Kolling i spidsen aflevere et ringbind spækket med underskrifter til Venstres Martin Ravn, som var hidkaldt i kraft af sin post som formand for plan- og miljøudvalget i Horsens Kommune.

- Vi ved ikke præcist, hvor mange der er, da der er nogle krusseduller, vi er lidt usikre på, men vi har garderet os, så vi i hvert fald minimum har 2100, sagde Danielle Piann Kolling.

Annonce

Forpligtet ved 2000 stemmer

Hvis et borgerforslag bakkes op af mindst 2000, er byrådet forpligtet til at drøfte og behandle det politisk.

I skrivende stund har 595 tilsluttet sig forslaget digitalt, mens resten af de cirka 2100 underskrifter er indsamlet med pen og papir ved at stemme dørklokker og opsøge borgere på gader og stræder.

Ifølge gruppen af initiativtagere tæller begge former for underskrifter med, så forslaget nu har sikret sig vej til dagsordenen på et byrådsmøde.

Martin Ravn oplyser, at dét ifølge teknisk direktør Charlotte Lyrskov er rigtigt, såfremt alle underskrivere er stemmeberettigede i Horsens Kommune.

Han vil nu overdrage underskrifterne til forvaltningen, som vil sørge for at tjekke den del, siger han.

Annonce

Ja eller nej fra byrådet

Borgerforslagets initiativtagere står også bag Facebook-gruppen for bevarelse af naturen omkring Nørrestrand.

Den blev oprettet som protest mod en udviklingsplan, som bebeoerne på Nordre Strandvej blev præsenteret for i efteråret. Den rummede tanker om både daginstitution og spejderhytte syd for Nordres Strandvej. Efter indsigelser i en nabohøring og efter massiv kritik i Facebook-gruppen, som i skrivende stund har 3700 medlemmer, meldte borgmester Peter Sørensen i januar ud, at han mente, der måtte findes en ny placering til daginstitutionen - nord for Nordre Strandvej.

Beboerne bag Facebook-gruppen og borgerforslaget håber nu, at spejderne sendes samme vej.

- Hvis jeres forslag opnår flertal i byrådet, så skal området friholdes for byggeri fremadrettet, og så vil det være en naturlig konsekvens, at der skrives ind i lokalplanen, at det skal udlægges f.eks. som park, sagde Martin Ravn.

- Hvis det derimod stemmes ned, så fortsætter den naturlige proces med udarbejdelse af lokalforslaget, som allerede er i gang, sagde Martin Ravn.


Vi har mødt enestående forståelse fra borgerne. Det er få, jeg har mødt, som er imod det, vi har gang i. Vi får så mange tilkendegivelser om, at folk er glade for det, vi gør.

Claus Friis Christensen


- Vi håber, at I nu kan tage hensyn til den folkelige protest, vi har oplevet, inden I udarbejder det endelige lokalplanforslag, fastslog Claus Friis Christensen.

Annonce

Gerne stier, men ikke byggeri

Han bor på Nordre Strandvej, og det samme gør Lena Pedersen og Danielle Piann Kolling, der også var med til overrækkelsen af underskrifterne.

- Vi er ikke imod hverken børn eller spejdere, og de skal også have et sted at være, men det skal ikke være på bekostning af naturen, som det vil blive, hvis man bygger en spejderborg på 800 kvadratmeter, som forslaget lyder på, siger Danielle Piann Kolling.

- Vi er heller ikke imod, at borgerne bruger naturområdet. Vi kan godt bakke op om, at der f.eks. etableres stier - bare ikke byggeri, fastslår Claus Friis Christensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Enner Mark Fængsel skal have ny leder

Annonce