Hedensted: Flyttedatoen er endnu ikke helt på plads, men indflytningen bliver i løbet af januar næste år.
Sådan lyder meldingen fra afdelingsleder i Home Hedensted, Anette Banke, når der bliver spurgt til afdelingens kommende flytning i nye lokale efter godt 14 år i Vesterbrogade 8.
I det nye år rykker Home Hedensted nogle meter op i gaden til nummer 9, hvor der tidligere har været drevet parfumeri og lingeriforretning under navnet Partex.
Anette Banke fortæller:
- Vi har et stykke tid manglet plads og været på udkig efter et andet og mere rummeligt lokale. Nummer 9 i Vesterbrogade var et oplagt valg; stadig i midtbyen og i en tidligere erhvervsbygning, der derfor er kendt af byen og omegnens borgere.
Vi har et stykke tid manglet plads og været på udkig efter et andet og mere rummeligt lokale. Nummer 9 i Vesterbrogade var et oplagt valg.
Anette Banke
Dobbelt op
Med flytningen får afdelingen op mod dobbelt så mange kvadratmeter at drive ejendomsmæglerforretning på. Blandt andet bliver der plads til to mødelokaler mod i dag et enkelt.
- For to år siden havde vi en markedsandel på 13,9 procent. I dag sælger vi 30 procent af villaerne i området. Det er positivt, men betyder også, at vi skal bruge mere plads for at sikre, at vi altid er i stand til at give den bedste service, forklarer Anette Banke
Home Hedensted kommer til at leje sig ind i Vesterbrogade 9, der med lukning af den tidligere Partex-forretning i efteråret 2018 efterfølgende er blevet opkøbt af et privat par fra Hedensted.
Home-afdelingen i Hedensted er i dag ejet af Claus Bekker, der desuden står bag Home i Juelsminde og Horsens samt afdelingerne Home Odder og på Samsø.