Annonce
Kultur

20-årig jazz-festival får tyvstart i Horsens

75-årige Daimi Gentle er et af ikonerne i dansk underholdning og musik - i februar kickstarter hun Vinterjazz 2020 sammen med Louisisiana Jazzband i Horsens. Arkivfoto: Jørgen Deleuran
Daimi swinger med sine legekammerater i Louisiana Jazzband forud for jubilæumsudgaven af Vinterjazz.

Horsens: 6.-29. februar er der dømt jazz over Danmark, når den nationale Vinterjazz-festival finder sted med mange hundrede koncerter. I Horsens er der imidlertid tyvstart nogle dage tidligere; nærmere bestemt 2. februar, når Jazzhors og Horsens Ny Teater spiller ud med en koncert med navnkundige Daimi & Louisiana Jazzband.

Mange vil huske Daimi Gentle for hits som "Jeg Sætter Min Hat, Som Jeg Vil" og Dirch Passer-duetten "Kysset I Din Gadedør", men repertoiret er bredere end som så, lyder det fra arrangørerne forud for koncerten.

- Alle kender Daimi som skuespiller og revystjerne, men gennem årene har hun udviklet sig til en forrygende og udtryksfuld jazzsangerinde med en fantastisk stemme. Louisiana Jazzband er med som hendes swingende og sprudlende backingband, skriver Horsens Ny Teater om konstellationen, der har samarbejdet i over 20 år.

Annonce

20. gang inspiration til jazz

- Melodierne er fra jazzens vidunderlige, evigt unge, populære sangbog, og kendere kan genhøre melodier fra Louis Armstrongs, Count Basies og Duke Ellingtons jazzværksteder, uddybes det om det sangkatalog, Daimi Gentle kaster sig over som en lokal kickstart på Vinterjazz 2020.

Det er 20. gang, festivalen finder sted, og målet er at pleje jazz i alle genrens afskygninger. "Og samtidig at anspore livesteder og musikarrangører i det hele taget til at præsentere jazz, og det, der ligner, i perioden", skriver Vinterjazz i en pressemeddelelse.

I 2019-udgaven af festivalen deltog 150 arrangører og spillesteder med 600 koncerter fordelt over hele landet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce