Annonce
Alarm 112

19 unge musikvideofolk sigtet på toppen af P-hus

Unge mænd, biler og en drone var del af en optagelse til en musikvideo. Det mundede ud i en række sigtelser.

Politiet rykkede søndag eftermiddag ud til et P-hus på Heibergs Allé i Viborg. Her endte patruljen med at sigte 19 unge mænd for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, fortæller Allan Riis, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet rykkede ud efter at have modtaget en anmeldelse om, at der var en heftig aktivitet ved P-huset, og at mange personer havde forsamlet sig.

-Da patruljen ankommer, er der forsamlet 23 personer på taget af P-huset, som er det øverste parkeringsdæk. Enkelte personer løb væk. En af dem blev pågrebet, og i alt er 19 sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet, fortæller Allan Riis.

Ifølge vagtchefen var der tale om unge mænd i alderen 18-20 år, fortrinsvis fra Viborg og Hobro. De var på stedet for at optage en musikvideo.

Til den lejlighed havde de medbragt flere biler, og de havde en drone, som blev brugt til filmoptagelser.

For at mindske risikoen for spredning af coronasmitte er det ikke tilladt at forsamles flere end fem personer under åben himmel.

Efter politiets opfattelse var der netop tale om en forsamling og ikke en tilfældig omstændighed, som gjorde, at mange mennesker pludselig befandt sig på samme sted på samme tid.

- Der er tale om en gruppe personer, der er forsamlet med det formål at optage en musikvideo, lyder det fra Allan Riis.

Overtrædelse af forsamlingsforbuddet straffes med en bøde, som i udgangspunktet er i størrelsesordenen af 2500 kroner.

/ritzau/

Annonce
Hedensted For abonnenter

Schæferhunden Buller advarede om nattebrand: Få minutter senere stod Christina på gaden med tre-årige Felix i favnen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce