Annonce
112

14 scooterdrenge var til samtale hos politiet

Politiassistenterne fra Odder Nærpoliti, Jan P. Jensen og Casper Pedersen har indenfor den sidste måneds tid opsøgt 14 af de drenge, som kørte rundt på scootere i midtbyen. Nu har alle drengene været til samtale på den lokale politistation. Arkivfoto
Der blev delt flere bøder ud, da lokale drenge fra Odder var til bekymringssamtale hos Odder Nærpoliti.

Odder: Takket være et tæt samarbejde mellem Odder Nærpoliti og SSP er der i den sidste måneds tid ryddet grundigt op i antallet af ulovlige scootere i byen.

Det fortæller politiassistent fra Odder Nærpoliti Jan P. Jensen, der sammen med kollegaen Casper Pedersen i stort set hele oktober har haft travlt med at holde møder med den gruppe drenge, som hen over efteråret har huseret på deres ulovlige scootere i midtbyen.

- Den første indsats mod de alt for hurtigtkørende drenge stod vores kolleger fra Aarhus for i weekenden 21-22. september, hvor en del scootere blev konfiskeret. Siden har Odder Nærpoliti været på gaden flere gange for at få fat i flere af drengene, fortæller Jan P. Jensen, der både har været på gaden i fuld uniform og i civil.

Annonce

Konfiskerede scootere

Resultatet af den lokale indsats har været, at en del drenge også i oktober har fået konfiskeret deres ulovlige scootere, og at 14 drenge sammen med deres forældre har været kaldt til en såkaldt bekymringssamtale hos nærpolitiet på Rådhusgade.

De to lokale politiassistenter fortæller, at langt de fleste forældre har været glade for samtalerne - også selv om der alt i alt er blevet langet cirka 25 bøder over disken.

- Der har været et par forældre, som mener, at vi burde have været mindre konsekvente og kun givet de unge en advarsel. Men vi mente altså, at problemet var blevet så stort, at vi måtte statuere et eksempel for at komme den dårlige kultur til livs. Det er forhåbentlig lykkedes nu, siger Jan P. Jensen og fortæller, at de fleste bøder faldt, fordi de unge havde lavet såkaldte konstruktive ændringer på deres scootere, så de kunne køre mere end de tilladte 30 kilometer i timen.

Odder Nærpoliti roser SSP-medarbejderne i Odder Kommune for at være gået meget konstruktivt ind i samarbejdet om at få taget hånd om drengene fra Odder. Og som loven foreskriver, har der under samtalerne på stationen også været en repræsentant fra Odder Kommune til stede.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce