AARHUS: Noget af et tilløbsstykke blev det, da en flydekran onsdag skulle forsøge at hive en 80 tons tung stålskorsten op af Bassin 3 i Aarhus Havn.
Op imod 100 nysgerrige stod forsamlet uden for afspærringen, da det efter timers arbejde endelig lykkedes at bringe den 106 meter høje skorsten til overfladen. Skorstenen var i øvrigt knækket i to dele.
For en uge siden styrtede den ved 23.30-tiden uden varsel ned i Bassin 3.
Ingen mennesker kom til skade. Men var ulykken sket på et andet tidspunkt, kunne det have fået fatale følger. Skorstenen væltede hen over en vej på Aarhus Havn og ud i havnebassinet.
I faldet smadrede den en del af frokoststuen hos virksomheden Himmerlands Grovvarer, der leverer foder, råvarer og brændsel til landbruget.
Torben Frederiksen, direktør for Himmerlands Grovvarer.Dagens aktion gik planmæssig.
Nu er skorstenen, som rakte ud midt i havnebassinet, ikke længere til fare for skibstrafikken.
- Dagen aktion gik planmæssig, konstaterer Torben Frederiksen, direktør for Himmerlands Grovvarer.
Op mod 10 mand, havnearbejdere og dykkere, var beskæftiget.
Skorstenen vil virksomheden ikke forsøge at genbruge. Den skal sandsynligvis skrottes. En ny skorsten kan formentlig være på plads midt i februar 2021.
Hvem betaler?
Endnu er det ikke klarlagt, om virksomhedens forsikring dækker det usædvanlige uheld.
- Men det har vi en forventning om, siger Torben Frederiksen.
Endnu er det ikke klarlagt, hvorfor skorstenen pludselig opgav ævred. Det er direktørens teori, at metaltræthed i de skruer og møtrikker, der holdt skorstenen på plads, kan være årsagen.
Østjyllands Politi er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring uheldet.