Annonce
Erhverv

Brugs fylder 100 år: - Konkurrencen er skærpet meget voldsomt

- Vi kunne mærke, der skulle ske noget sidste år. De største ændringer, vi lavede var store nedsættelser på en bred vifte af varer, og udkiftning af bakeoff med bagerbrød. Det gav et ordentligt skub, siger Benny Michl, uddeler i brugsen med 100 år på bagen. Her ses han ved et af brugsens tidligere projekter, 3D-print. Arkivfoto: Martin Ravn
Dagli’Brugsen Glud-Nørby er blevet 100 år gammel, men skal stadig udvikle sig og fornyes. Det er en nødvendighed, siger brugsuddeler og bestyrelsesformand.

Glud: Lørdag bliver det fejret, at brugsen i Glud har været til i 100 år.

Dagli’Brugsen Glud-Nørby, som den hedder, når mærkedagen i en tid, hvor mindre, lokale dagligvareforretninger og købmænd har det svært, og mange har drejet nøglen om.

Uddeler Benny Michl, der tiltrådte posten i 1997, kan glæde sig over, at hans og byens forretning ikke står til at skulle lukke.

Uddeleren kan dog godt mærke, at markedet har ændret sig.

- Konkurrencen er skærpet meget voldsomt. Der er kommet flere butikker. Og det er discount det hele. Så vores priser er kommet under pres, og det sætter vores fortjeneste under pres også, siger han.

Annonce

Hvis vi er dygtige, har et godt produkt og er lidt specielle, så kan vi gøre det, der er rigtigt svært. Der er flere sommerhuse på vej til området, men der kommer også en Netto i Juelsminde. Så vi skal blive endnu bedre til det, vi gør. Blive ved med at prøve af og udvikle os.

Pernille Sara Schou, bestyrelsesformand.

Et år med tilpasning

Som en reaktion på prispresset blev 1000 discountvarer i Glud sat ned i pris i marts sidste år.

I samme omgang blev bakeoff skiftet ud med rigtig bagerbrød, som i dag efterspørges mere, men ikke giver samme fortjeneste.

- Vi tjener det halve nu, men til gengæld har vi fået en større kundestrøm. Godt brød er noget, folk går op i idag. Hvis vi har dårligt brød, så kører vores kunder ud, siger Benny Michl.

Det blev i 2018 til en bruttofortjeneste på 4,4 mio. kr., hvilket var 269.000 kr. lavere end i 2017, og et underskud på 184.000 kroner på bundlinjen i årsregnskabet.

Skal være med på noderne

Benny Michl sigter i årene, der kommer, efter et overskud på en halv million kroner årligt, og han ved, at butikken trods den høje alder fortsat skal udvikle sig, hvis det skal nås.

- Vi skal selvfølgelig følge tiden og trenderne. Hvis hver dansker i snit køber halvfærdig mad ude to gange om ugen, så er det noget, vi er nødt til at tænke over, siger Benny Michl.

Der skal satses mere på delikatessevarer og tænkes ud af boksen.

- Vi skal finde andre ben at stå på også. Det er det, jeg er på jagt efter hele tiden. Hvor vi ellers kan tjene penge. For det bliver absolut sværere at tjene penge i butikken. Det er der ingen tvivl om. Og det er jeg forberedt på. Vi skal finde nye ting, som eksempelvis skiltet ude på vejen og skærmene i butikken, som jeg er begyndt at udleje, siger Benny Michl om sine reklamepladser.

Tro på fremtiden

Brugsens kunder kan deles op i tre hovedgrupper: dem fra vejen, dem fra sommerhusene og de lokale. Det er en rigtig god kombination, siger Pernille Sara Schou, der er bestyrelsesformand i brugsforeningen.

- Vi er heldige med, at vi ligger ud til Gludvej, og vi er også heldige med at have opbakning af rigtig mange lokale, der ved, at det er vigtigt. Og så har vi de der sommerhuse, som også er gode at have. Når det er sagt, så skal vi hele tiden gøre os umage. For man kommer ikke sovende til at have en brugs. Det er svært, og det er ikke uden grund, at mange lukker, siger hun.

Bestyrelsesformanden tror på fremtiden, men tager den ikke for givet.

- Hvis vi er dygtige, har et godt produkt og er lidt specielle, så kan vi gøre det, der er rigtigt svært. Der er flere sommerhuse på vej til området, men der kommer også en Netto i Juelsminde. Så vi skal blive endnu bedre til det, vi gør. Blive ved med at prøve af og udvikle os, siger hun.

Benny Michl er også fortrøstningsfuld og adspurgt, om det bliver til et 125 års jubilæum, svarer han ja.

- Det bliver samme sted, men i større rammer. For der er flyttet mange flere herud om 25 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Håndværk og håndmadder giver smør på brødet: Otte nye regnskaber fra lokale firmaer

Annonce