Annonce
Horsens

10 skarpe til DF'er efter valglussing: Vi skal nok komme videre

Dansk Folkepartis folketingskandidat fra Stensballe, Steen Thomsen, fik lige nøjagtig ikke en plads på Christiansborg efter onsdagens valg. Arkivfoto
Annonce

Horsens: Folketingsvalget onsdag blev en af de helt store valgnedture for Dansk Folkeparti. Partiet gik fra 37 til 16 mandater på landsplan og fra fem til to i Østjylland.

En af dem, som ikke kommer på tinge, er 50-årige Steen Thomsen fra Stensballe, selvom han høstede tredjeflest stemmer ved valget - 1412 i alt.

Han er ansat som organisationskonsulent hos Dansk Folkeparti, er regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og sidder i partiets hovedbestyrelse - og med tredjepladsen i Østjyllands Storkreds til folketingsvalget er han nyudnævnt førstesuppleant i partiet.

Steen Thomsen bor i Stensballe med sin kone og fire børn.

Vi stiller 10 skarpe spørgsmål til folketingskandidaten fra Horsens.

1.

- 37 mandater i Folketinget blev til 16 for Dansk Folkeparti. Hvad er din umiddelbare reaktion på valgresultatet?

- Det er drønærgerligt og synd for Danmark, som har brug for et stærkt Dansk Folkeparti, så Danmark ikke igen bliver en asylmagnet.

2.

- De fleste i og uden for partiet var klar over, at kanonvalget fra 2015 ikke kunne gentages. Hvad er det naturlige niveau for DF i landspolitik?

- Omkring 15 procent vil jeg mene. Hvis man går tilbage til valgene tidligere, har vi ligget stabilt deromkring. Nu fik vi et forrygende valg sidst, men det var nok også et fravalg af Helle Thorning og Lars Løkke. Jeg tror, det naturlige leje er omkring 15 procent.

3.

- Hvad er gået galt i tiden op mod de to store valg i 2019?

- På den ene side har vi været presset af Socialdemokratiet, som bedyrer, de vil videreføre den stramme udlændingepolitik, og på den anden side Stram Kurs og Nye Borgerlige, som byder på ultimative krav. De har også taget nogen stemmer. Primært tror jeg, at det er fordi, vælgerne tror, de trygt kan stemme på Socialdemokratiet i den tro, at udlændingepolitikken vil blive videreført.

4.

- Du fik tredjeflest stemmer af DF’erne i Østjyllands Storkreds. Er du tilfreds med dit personlige resultat midt i skuffelsen over nedturen på landsplan?

- Ja, det er jeg. Jeg er helt vildt stolt og glad over den store opbakning fra vælgerne, som jo har gjort mig til førstesuppleant i partiet. Det er fantastisk.

5.

- Fire DF’ere med stærk tilknytning til Horsens var på stemmesedlen. Kannibaliserer I ikke på hinanden?

- Det har vi helt sikkert gjort, men så meget desto mere vildt er det også, at jeg fik tredjeflest stemmer i hele storkredsen. Men vi har haft et fantastisk samarbejde og stået sammen på gågaden i flere sammenhænge. Der er overhovedet ikke dårlig stemning, vi har haft det godt sammen.

6.

- Mere end en halvering af mandaterne ville i mange partier betyde kniven til en partiformand. Er Kristian Thulesen-Dahl den rette til at føre partiet videre efter to valgskuffelser på 10 dage?

- Det er han helt sikkert. Kristian har tidligere givet Dansk Folkeparti fremgang, og jeg mener, han er den rette til at sikre, at DF får vind i sejlene.

7.

- Venstre - primært Lars Løkke Rasmussen - aflivede nærmest blå blok i valgkampen. Hvad mener du om den taktik?

- Det, mener jeg, er resultatet af Stram Kurs’ og Nye Borgerliges ultimative tilgang til politik. Når man er så ultimativ, får man ingen indflydelse overhovedet. Når jeg har talt med vælgere, der overvejer Stram Kurs, har jeg også fortalt dem, at så får de slet ikke nogen stramninger. I DF tager vi et skridt ad gangen, og vi har lavet 140 stramninger, som nu risikerer at blive lempet med ny regering.

8.

- Det ligner en regering under S-ledelse og formentlig et DF i opposition. Hvad giver det af muligheder i næste valgperiode?

- Hvis de fastholder løftet om at videreføre den stramme udlændingepolitik, er der mulighed for det med Dansk Folkeparti og Venstre. Hvis Mette Frederiksen derimod vil basere udlændingepolitikken på de røde partier, bliver vores opgave at bide hende i haserne i forhold til, at så kommer hun ikke til at videreføre den stramme politik. Så bliver Danmark igen en asylmagnet, og så må vi sørge for at blive store nok til at rette op på det endnu engang.

9.

- Hvordan rejser man sig ovenpå den valglussing, som DF har fået de seneste to uger?

- DF skal nok komme videre. Nu skal vi finde vores nye rolle og op på hesten og kæmpe videre. Og som sagt er jeg ikke i tvivl om, at der er brug for et stærkt Dansk Folkeparti. Solen skinner, vi skal nok komme videre.

10.

- Du kommer ikke i Folketinget, og du sidder i et regionsråd, du ønsker nedlagt. Hvor ligger din politiske fremtid?

- Jeg ønsker regionerne nedlagt, fordi der er for meget kassetænkning. Men så længe de er der, kæmper jeg videre i regionsrådet, og så kommer der folketingsvalg igen - måske før end man aner. Min tanke er at stille op igen, det var jo første gang, jeg stillede op, og jeg har fået mange stemmer. Det viser, der har været en god opbakning hele vejen, og det er jeg virkelig stolt over.

Dansk Folkepartis store nederlag

Dagens skydeskive:

Steen Thomsen, 50 år, DF'er fra Horsens, der blev nummer tre blandt partiets østjyske kandidater til Folketingsvalget.

Han er ansat som organisationskonsulent hos Dansk Folkeparti. Derudover er han regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og sidder i partiets hovedbestyrelse - og med tredjepladsen til folketingsvalget er han nyudnævnt førstesuppleant i partiet.

Folketingsvalget onsdag blev en stor nedtur for Dansk Folkeparti. Efter et rekordvalg i 2015 gik partiet fra 37 til 16 mandater på landsplan og fra fem til to i Østjylland.

Steen Thomsen fik 1412 personlige stemmer i onsdags.

Han bor i Stensballe med sin kone og fire børn.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Landbrugets CO2-udledning

Annonce