Annonce
Horsens

10 skarpe: Bevægelse er alt andet end at sidde på sin flade eller ligge på sofaen

Horsens Kommune er blevet udvalgt til visionskommune for projektet "Bevæg dig for livet", der skal få 10.000 flere af kommunens borgere i bevægelse. Billedet er fra det traditionsrige Horsens Løbet, der advikles grundlovsdag hvert år. Arkivfoto

Horsens: Horsens Kommune er blevet udvalgt til visionskommune for projektet "Bevæg dig for livet", som er et samarbejde med DIF og DGI og går på tværs af alle kommunens udvalg.

Helt konkret er der sat en målsætning om, at 10.000 flere borgere skal være regelmæssigt aktive, samt at antallet af idrætsaktive i foreningsregi øges med 5000 medlemmer.

Chef for Bibliotek, Borgerservice og Fritid i Horsens, Morten Skovmand Fogh, svarer på 10 skarpe spørgsmål om "Bevæg dig for livet".

Annonce

1.

Morten Skovmand Fogh er chef for Bibliotek, Borgerserice og Fritid i Horsens Kommune. Arkivfoto

- Horsens Kommune har selv ansøgt om at blive "Bevæg dig for livet"-visionskommune. Er der grund til bekymring over den nuværende situation?

- Jeg synes ikke, der er grund til bekymring, men der er grund til at være opmærksom på, om tilstrækkeligt mange er bevægelseseaktive. Vi er ikke anderledes end resten af landets borgere, men vi er for mange, der ikke bevæger os tilstrækkeligt.

2.

- 10.000 flere skal være "bevægelsesaktive", men hvad vil det sige?

- Det vil først og fremmest sige alt andet end at sidde på sin flade eller ligge på sofaen. Om man cykler, løber, spiller bold eller går en tur i skoven med hunden - det er ligegyldigt. Man kan gøre det alene eller sammen med andre, det handler bare om at vurdere, hvad skal der til for at komme ud og væk fra skærmen.

3.

- Hvordan vil I finde de 10.000, som ikke er bevægelsesaktive i dag?

- Det er en stor ambition og stor udfordring, men vi starter ikke på bar bund. Vi har en idé om, hvor vi skal finde de 10.000. Vi skal blandt andet koncentrere os om unge og travle børnefamilier. Noget handler om at være bedre til at finde dem og gøre opmærksom på mulighederne. Og det kan lige så godt være kommunen som foreningerne, borgerforeninger eller socialarbejdere, som færdes blandt borgerne. Men også idrættens hovedorganisationer, DIF og DGI har et ansvar. Så der er mange, som kan være med til at gøre en forskel og få fat i dem, hele projektet handler om.

4.

- Der skal også være 5000 flere i foreningerne. Hvordan vil I sikre, at der er faciliteter, der imødekommer de 5000 flere medlemmer?

- Først og fremmest skal vi blive bedre til at udnytte de faciliteter, vi allerede har. Det sker ved hjælp af et effektivt bookingsystem i hallerne. Vi skal optimere, men også være glade for, at der gennem de seneste år er besluttet masser af nybyggeri - multisale, kampsportcenter og nye kunstgræsbaner. Og så ved vi, at cirka halvdelen af de voksne, som gerne vil være mere aktive, foretrækker det ude i naturen. Og er der noget, vi har meget fantastisk af her, så er det natur.

5.

- Bliver det et problem i forhold til visionsaftalen, at det er så svært for foreningerne at finde frivillige?

- Det kan vi ikke vide. Der er foreninger, der har svært ved at finde frivillige, men også nogen, der er gode til det, så dem skal vi lære af. Og foreningslivet skal udvikle sig ligesom resten af samfundet, også inden for arbejdet med frivillighed. Jeg tror, at en af fordelene ved "Bevæg dig for livet" er, at det er nationalt. Så der kommer masser af omtale hele tiden, hvor der tales om behovet for frivillige. Men foreningerne skal også være med til at gøre det let og attraktivt at byde ind som frivillig.

6.

- Kan foreningerne rumme så mange nye medlemmer?

- Det håber jeg. I den her sammenhæng handler det om fokus på åbenhed, inklusion og mod til at optage nye ideer, nye mennesker og nye borgere, som måske ser verden anderledes. DIF og DGI må gøre det her på baggrund af en opfattelse af, at foreningslivet kan håndtere den her samfundsopgave. Men jeg tror også, der ligger en masse foreningsudvikling, som skal håndteres, og DGI og DIF skal være opmærksomme på, at det ikke er en lukket fest.

7.

- Hvorfor tror du, at vi i Horsens ikke er lykkedes med at fastholde de unge i foreningerne?

- Det er ikke en særlig Horsens-problematik, men noget helt generelt. De unge er interessante og efterspurgte af alle, men de kan ikke tilfredsstille alle. De skal virkelig sortere hårdt, og det betyder, foreningerne skal op på tæerne for at vise, de er relevante - også for de unge.

8.

- Folk ved jo godt, at de skal bevæge sig, så hvad er guleroden for at bevæge sig mere?

- Guleroden er, ud over sundhed, elementet med fællesskaber, som ikke tidligere har været så fremtrædende, som jeg tror, det bliver nu. Det er nemmere at forpligte sig og sværere at trække i land, hvis man f.eks. fast går tur sammen med naboen. Det er ikke bare godt for sundheden, men også en mulighed for at komme tættere på hinanden.

9.

- Har I regnet på, hvilken effekt det vil få rent økonomisk for kommunen, hvis målene i visionsaftalen indfries?

- Vi har ikke lavet det regnestykke, men vi er overbeviste om, at det er en god investering for den enkelte og for samfundet. Vi har ikke brug for lommeregner - vi tror på, det her giver mening.

10.

- Hvordan vil I om fem år måle, om det er lykkedes at gøre 10.000 mere aktive?

- I 2017 foretog vi en fritdsvaneundersøgelse, så vi ved faktisk, hvor mange der var bevægelsesaktive dengang. Når projektet her er ved at være slut, går vi ud og spørger igen - så vi kan sammenligne den udvikling, der er sket.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Klimaangst er de voksnes ansvar

Med mellemrum fortæller psykologer, hvordan flere og flere børn og unge bliver ramt af depression, angst og tvangstanker, fordi de er bange for, at Jorden vil blive oversvømmet, ødelagt af tørke eller helt gå under på grund af klimaforandringerne. Fænomenet har fået sit eget navn - klimaangst. At børn bliver bange, når de hører, at store dele af Danmark bliver oversvømmet, eller at jorden går under om 80 år, er ikke så sært. Problemet er, at vi voksne ikke er i stand til med ro i stemmen at sige: Du skal ikke være bange. Der sker ikke noget. Jeg har lige været en tur i Island - med fly, jeg indrømmer det straks. Her besøgte vi en gletsjer, som skrumper år for år. Og fik udpeget vulkanen Ok, som har været dækket af en gletsjer i 700 år. Det er den bare ikke længere. Søndag 18. august blev der holdt begravelse for Ok-gletsjeren, som er den første i landet, der er forsvundet på grund af klimaforandringer. På stedet er der sat en mindeplade op, som i et brev til fremtiden fortæller, at i løbet af de næste 200 år vil også landets øvrige gletsjere forsvinde. Skræmmende, når en af dem er større end Sjælland i udbredelse. De islandske gletsjere er bare ét eksempel på, hvorfor ikke kun børn, men også voksne bliver bange. Det nytter bare ikke noget, at vi som voksne udstråler angst og hjælpeløshed. Vi er nødt til både at fortælle og vise, at vi handler - at vi gør noget. Som voksne har vi en forbandet pligt til at sige til børnene, at vi tager ansvaret på os og forklarer, hvordan vi sammen kan være med til at redde kloden. Vi skal fortælle dem, at vi vil bruge mindre plastic og samle det ind, der har samlet sig som øer i verdenshavene. Og at vi skal huske at tage ispapiret og plasticposen med hjem, når vi er på strandtur. Alt det skal vi gøre, selv om der måske stadig bor en rest af tvivl inderst inde. Heldigvis bliver det mere og mere konkret, hvad vi kan gøre for at hjælpe klimaet. Som når en Gedved-borger i fredagsavisen fortæller, hvordan han sorterer sit affald i en grad, så der ikke er en krumme tilbage til skraldespanden.

Annonce