Annonce
Hedensted

Ukrudtsbrænder skyld i brand i hønsehus: 10 høns brændte inde

10 høns brændt inde i Korning. Arkivfoto: Gustav Seyffart

Korning: 10 høns er natten til søndag brændt inde i Korning, da deres ejer var lige lovlig rundhåndet med ukrudtsbrænderen.

- Klokken 03.22 natten til søndag fik vi en melding om, at der var brand i et hønsehus på Klaks Møllevej i Korning, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Hans Hoffensetz.

Hønsene, som formodentlig har sovet stille på deres pinde, fik sig noget af en overraskelse, da deres hus pludselig stod i flammer. Ejeren af hønsehuset har formodentligt også fået sig et chok.

- Den 50-årige mand, som ejer hønsehuset, havde om eftermiddagen brugt en ukrudtsbrænder rundt omkring hønsehuset. Flammerne har ligget og ulmet, og så hen på natten sat ild til det her hus, forklarer vagtchefen, som advarer mod de populære ukrudtsbekæmpere.

- Vi har de her tilfælde, hvor nogen bruger ukrudstbrændere tæt på for eksempel en terrasse, og hvor de ikke opdager, at flammerne går ind under kanten, og så ligger de der og ulmer. Det er farligt at bruge de her brændere, og det kræver opmærksomhed, lyder det.

Derfor ender det brændte hønsehus også med at koste mere end bare prisen for at udbedre skaderne.

- Vi har valgt at tildele en bøde til den pågældende for ikke at udvise agtpågivenhed, lyder det fra vagtchefen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce