Horsens: Et partnerskab til restaurering af Horsens Fjord sætter fredag 17. juli om aftenen 10.500 små skrubber ud rundt omkring i fjorden.
Det gør man med håb om, at det kan sætte gang i en bedre lokal bestand af skrubber, der blandt andet kan være med til at holde krabberne nede.
Skrubberne bliver udsat på cirka halvanden meters vanddybde godt spredt i fjorden vest for Borre Knob. Spredningen skal gøre det sværere for blandt andet skarve at reducere bestanden.
Initiativtager til skrubbeprojektet er Knud Damgaard, der selv er fritidsfisker på fjorden. Han har sørget for indfangning af skrubberne i slutningen af 2019, hvorefter de har været opbevaret indtil modning. Først i hyttefad, senere i tank på Horsens Erhvervshavn.
Den 27. marts blev skrubberne strøget for rogn og sæd, hvorefter de blev genudsat. Resultatet blev cirka 100.000 larver, som nu er opdrættet til 10.500 stykker skrubbeyngel på Venø i Limfjorden, hvor man har ekspertisen dertil.
Projektet finansieres af fisketegnsmidler, kommunerne ved fjorden, frivilligt arbejde og Horsens Havn A/S.