Annonce
Odder

Øveaften: Harmoniorkester ser frem til at få publikum på

Jesper Andersen er i aften vikar for den faste dirigent Tina Drejergaard, og det betyder nye input til orkesteret. Det forbereder sig til to koncerter i juni. Foto: Søren E. Alwan
Odder Harmoniorkester bidrager til stor midtjyske kulturfestival i juni med en koncert. Medlemmerne er i fuld gang med at øve sig.

Odder: Lydene fra trompeter og klarinetter lister sig lige så stille ud af døren, selv om den er lukket. Først midsommervisen og senere filmmusik fra "Skønheden og Udyret".

41 medlemmer af Odder Harmoniorkester mødes hver onsdag på Vestskolens afdeling i vestbyen, også kendt som Vestermarkskolen. De er i fuld gang med at øve hen mod to koncerter.

- Vi søgte kulturrådet om tilskud, så vi kunne leje os ind på gymnasiet. Så spurgte Malene Lykke Scharling (kommunal udviklingskonsulent, red.), om det var en idé, at vi blev en del af den festival, der kører, forklarer Esther Søndergård.

Hun er formand for orkesteret, som dermed er kommet med i den midtjyske kulturfestival Genopdag. Et af arrangementerne er en koncert med Odder Harmoniorkester på gymnasiet lørdag 15. juni kl. 15.

Koncerten er gratis, man kan bare møde op og høre filmmusik, marcher og klassisk musik. Sankthansaften spiller harmoniorkesteret så på Rude Strand Højskole, hvor repertoiret er lidt anderledes.

Harmoniorkester

Et harmoniorkester består af messing- og træblæsere og slagtøjsinstrumenter, og der 40-50 musikere i et velbesat orkester. Den Kongelige Livgardes Musikkorps er det eneste professionelle harmoniorkester i landet, men der findes mange andre.

Odder Harmoniorkester giver koncert lørdag 15. juni klokken 15 på Odder Gymnasium og sankthansaften søndag den 23. juni ved aftenstide på Rude Strand Højskole.

- Så harmoniorkesteret er med til at vedligeholde vores musiktradition, og vi tager også nye ting op. Vi spiller popnumre, filmmusik og musicalnumre, der er arrangeret om, siger Esther Søndergård, der selv spiller klarinet.

Odder Harmoniorkester fik en af sine store oplevelser i Hamborg i december 2017.

- Vi spillede tre koncerter for i alt 7000 mennesker på én dag sammen med Anette Heick og en operasanger. Det var en fantastisk dag, vi kommer her jo allesammen, fordi vi godt kan lide at spille musik, siger formanden.

Foruden musikken er kammeratskabet og hyggen musikerne imellem vigtige faktorer. Det samme er dirigenterne, der er professionelle og konservatorieuddannede. Lige nu er Tina Drejergaard fast dirigent for orkesteret, men i aften har hun nogle musikskoleelever, der giver koncert et andet sted. Derfor er vikaren Jesper Andersen trådt til.

- Og gennem årene har vi haft nogle skidegode dirigenter, siger Ester Søndergård.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Horsens

Syg vildhest ved Nørrestrand er nu blevet aflivet

Annonce