Annonce
Østjylland

Østjyske borgmestre om udligningsudspil: - Det var bedre

Selv om der er grænser for jublen, er Favrskovs borgmester, Nils Borring, mere tilfreds med det reviderede forslag til udligningsreform end han var med regerings eget udspil. Foto: Kim Haugaard
Favrskov Kommune skal af med det halve i revideret udligningsreform. Syddjurs Kommune står til at få dobbelt så meget som i første omgang.
Annonce

ØSTJYLLAND: Der er flyttet pænt meget rundt med nogle store summer i den reform af den kommune udligning, som regeringen, Venstre, radikale, SF og Alternativet er blevet enig om. Og som præsenteres på et pressemøde klokken 11.30.

I regeringens første udspil skulle Favrskov Kommune af med 40,6 millioner kroner. Ifølge avisens oplysninger har det reviderede udspil halveret beløbet.

20 millioner kroner skal Favrskov nu aflevere til mindre bemidlede kommuner. Det glæder kommunens borgmester, Nils Borring (S). Men glæden er behersket.

- Det går den rigtige vej, men ikke helt den rigtige vej, når vi stadig er i minus. Jeg er ikke tilfreds med andet end plus, siger Nils Borring, der er utilfreds med matematikken bag udligningen mellem kommunerne.

- For så god er vores økonomi heller ikke. Det kan da godt være, at vi har udvist rettidig omhu, og at vi har en god kassebeholdning. Men vi har hele tiden sagt, at vi har landets næstlaveste finansieringsgrundlag – altså de penge, vi har at drive skoler og alt andet for. Og derfor har vi sammen med andre østjyske kommuner gjort vores til at presse på for at få udligningsreformen i den rigtige retning, siger Nils Borring.

Annonce

Dobbelt op i Syddjurs

En af de østjyske kommuner, der får penge ud af udligningsreformen er Syddjurs Kommune. Og ifølge avisens oplysninger står Syddjurs Kommune nu til at få tilført mere end dobbelt så mange penge som følge af revisionen.

Regeringens udspil gav Syddjurs Kommune 21,2 millioner kroner. Det reviderede udspil siger 50,2 millioner kroner. 29 millioner kroner mere til Syddjurs, end kommunen stod til at få i første omgang.

- Det er en positiv overraskelse, for vi har haft rigtigt svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Vi er bundet af, at vi har sociale- og beskæftigelsessager, som koster dyrt, men som vi skal betale. Derfor kom vi ud med et kæmpeunderskud, så vi måtte genåbne budgettet, siger Ole Bollesen (S), borgmester i Syddjurs Kommune.

Sådan ser det ifølge avisens oplysninger ud i de øvrige østjyske Kommuner:

Norddjurs skal have 50,2 millioner kroner. Det er 29 millioner kroner mere end i regeringens udspil.

Odder skal af med 50.000 kroner. 10,4 millioner kroner mindre end første omgang.

Skanderborg skal af med 42,8 millioner kroner. 12,1 millioner kroner mindre end i første omgang.

Aarhus skal af med 78,3 millioner kroner. 58,7 millioner kroner mere end i første omgang.

Annonce

Nul-løsning i Odder

Odder Kommune afleverer i forvejen 55 millioner af sine skattekroner til de fattigste kommuner.

Og sådan bliver det stort set ved med at være efter den netop vedtagne udligningsreform.

Der var ellers lagt op til, at Odder Kommune skulle af med yderligere 10 millioner kroner, da regeringen tidligere på året fremlagde sit forslag til en udligningsreform. Men efter forhandlinger med de øvrige partier blev de 10 millioner kroner barberet ned til 50.000 kroner. Et beløb, der vel må betegnes som tæt på en nul-løsning.

Borgmester Uffe Jensen (V) har ikke selv set tallene endnu, men glæder sig over, at Odder muligvis slipper for at bidrage yderligere.

- Jeg har det som et barn juleaften. Jeg er helt vildt spændt på at se, hvad pakken gemmer på, siger Uffe Jensen, der ikke har meget lyst til at kommentere på tallene inden hele pakken er pakket ud.

- Men jeg glædes over, at der ser bedre ud end det regeringen har præsenteret, og hilser alt, hvad der trækker i den rigtige retning velkommen, siger Uffe Jensen.

I forbindelse med det første udspil havde Odders borgmester bebudet, at der både ville skulle spares på kernevelfærd, men også kigges på skatten.

En skattestigning, det nu ser ud til, at han kan undgå at sætte i spil forud for de kommende kommunale budgetforhandlinger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Pandemier. Det er vores egen skyld

Horsens For abonnenter

Tre årsager til at vælge Horsens: Derfor bygger DSV Europas største logistikcenter i Lund

Annonce