Odder: Selvom der kom en del afbud fra aarhusianerne, så var der mere end nok deltagere på den stiftende generalforsamling for Østjyderne mod Kattegatforbindelsen til, at foreningen kunne blive en realitet.
Det fortæller en af initiativtagerne til foreningen Bente Lyngesen.
Udover formelt at oprette foreningen blev der valgt en bestyrelse på syv personer samt suppleanter.
Bestyrelsen mødes første gang på mandag, hvor den skal konstitueres.
- Vi skal også have fordelt os i arbejdsgrupper, for der bliver rigtig meget at tage fat på, siger Bente Lyngesen.
Ingen fortrydelsesret
Foreningens overordnede formål er at få stoppet etableringen af broen, og det pres skal gerne være lagt, inden forundersøgelserne er færdige i løbet af efteråret 2021.
- Så vi skal i gang, siger Bente Lyngesen.
Argumenterne fra gruppens side handler primært om, hvordan broen vil ødelægge natur og miljø. Og hvordan en bro vil påvirke dagligdagen for dem, der bor i nærheden af broen.
- Der er jo ingen fortrydelsesret, når først broen er rejst.
Foreningen Østjyder mod Kattegatforbindelsen har allerede medlemmer på både Sjælland, Fyn og Jylland. Ikke mindst fra Odder og Aarhus kommune er der mange medlemmer, men foreningen vil naturligvis gerne have endnu flere.
Indtil foreningen har fået sin egen hjemmeside og facebookside, kan man følge med på Facebooksiden Kattegatforbindelsenejtak.
Der kommer en ordinær generalforsamling i den nyetablerede gruppe i begyndelsen af det nye år, hvor alle medlemmer er velkomne.