Annonce
Erhverv

Ølentusiast bag nyt humlemekka med 34 varianter: Slog til, inden andre fik idéen

Bjarne Schnohr er både manden bag hanerne og idéen til Morzybitten - Horsens' nye ølbar. Foto: Søren E. Alwan
Da lejemålet i Jessensgade blev ledigt, skulle Bjarne Schnohr og hustruen Dorthe Schoelzer ikke bruge meget betænkningstid på at gøre den mangeårige idé om en eksklusiv ølbar til virkelighed.

Horsens: De seks haner med forskellige, farverige etiketter lyser op fra barens midte og agerer pejlemærke for den oplevelse, gæsterne kan redde sig på byens nye ølbar i Jessensgade.

Godt hjulpet på vej af den grønne træfacade udenfor ledes tankerne i første omgang på en traditionel engelsk pub. Morzybitten, som beværtningen hedder, er dog snarere en fusion mellem englændernes foretrukne dagligstue udenfor hjemmet og en uformel café, hvor man også kan få lidt at spise, lyder det fra indehaver Bjarne Schnohr, 54.

I slutningen af november slog han for første gang dørene op og lod øllet flyde - foreløbig til stor tilfredshed for ølglade gågadegæster.

- Vi har egentlig haft svært ved, hvad vi skulle kalde det overfor myndigheder og kommune, for man kan hurtigt blive forvekslet med et røgfyldt værtshus. Det endte med at blive "øl- og kaffebar", og tanken er, at det skal være et sted, hvor man også kan dumpe ind fra gaden og nyde en enkelt god øl, uden at det nødvendigvis behøver at være mere, siger han om visionen for Morzybitten.

Bjarne Schnohr er mangeårig ølentusiast og har blandt andet været med til at brygge den populære Pretty Maids-øllen. Derfor havde planerne om at åbne sit eget sted også rumsteret i baghovedet i mange år, inden der tidligere på året blev sat pen på papir for lejemålet.

- Nu havde Bjarne snakket om den her idé i 15 år, og da lejemålet blev ledigt, kiggede vi hinanden i øjnene og besluttede, at nu var det nu. Timingen var god, og børnene flyttet hjemmefra, så det var egentlig bare med at slå til, inden andre fik idéen. Vi synes, at Horsens mangler et sted som det her, fortæller Dorthe Schoelzer, der er gift med Bjarne Schnohr.

Annonce

Mit eget forhold til øl har altid handlet om helhedsoplevelsen: Om der er hyggeligt på baren, og øllen bliver serveret i det rigtige glas. Der skal være styr på detaljerne. Så er jeg knap så interesseret i den tekniske del - i forhold til bryggeproces, gæring og fadlagring. Der må dog gerne knytte sig en god historie til øllet, som man kan samles om og hygge sig med.

Bjarne Schnor, indehaver af Morzybitten

Starter med "sikre" ølvalg

Med Bjarne Schnohr ved roret er det en ølentusiast af rang, der kommer til at stå bag hanerne på Morzybitten. Ikke at forveksle med en "ølnørd", som han selv beskriver det.

- Mit eget forhold til øl har altid handlet om helhedsoplevelsen: Om der er hyggeligt på baren, og øllen bliver serveret i det rigtige glas. Der skal være styr på detaljerne. Så er jeg knap så interesseret i det tekniske del - i forhold til bryggeproces, gæring og fadlagring. Der må dog gerne knytte sig en god historie til øllet, som man kan samles om og hygge sig med, siger han.

Indehaveren forklarer, at det første stykke tid bag baren blandt andet kommer til at handle om at finde ud af, hvilket øl horsensianerne er til. Noget, der bliver rig mulighed for med hele 34 varianter på fadøl og flaske.

Den mest mainstream øl, Morzybitten serverer, er Tuborgs juleøl på flaske. Indtil videre har de dog levet en tilbagetrukket tilværelse bagerst i køleskabet, og det har bekræftet indehaveren i, at der er et marked for at sælge nøje udvalgte specialøl i Horsens.

- Nogle ølnørder vil måske blive skuffede, for vi er startet ud med nogle rimeligt sikre øl. Forretningen skal kunne løbe rundt, og så kan det godt være, udvalget bliver mere eksotisk med tiden. Men jeg tør godt garantere, at vi aldrig kommer til at servere en almindelig Tuborg- eller Carlsberg-fadøl, siger Bjarne Schnohr og indskyder, at menukortet hos Morzybitten også tager hensyn til den stigende efterspørgsel på alkoholfrie drikkevarer.

Har ikke satset hele pivtøjet

Lokalerne bag den gamle, grønne træfacade husede før en kiropraktor, og selv om overgangen fra massagebriks til fadølshaner kan lyde som en større proces, fortæller de nyslåede indehavere, at opgaven med at forvandle rammerne indendøre har været overskuelig - om end en smule tidspresset op til julesalget.

- Heldigvis føles det ikke som arbejde. Vi har jo gjort det til vores eget sted, og nu handler det bare om at få finpudset de sidste ting og spredt kendskabet til os ude i byen, siger Dorthe Schoelzer.

Værtsparret lægger ikke skjul på, at Morzybitten-projektet ikke kommer af ren og skær kærlighed til de gyldne dråber - men lige så vel intentionen om at drive en sund forretning.

- Det er blevet en smule dyrere end forventet, men i princippet har vi bare skullet tapetsere og sætte en bar op, fordi lokalerne var i god stand. Så det er ikke fordi, vi har satset hele pivtøjet, siger Bjarne Schnohr, der har beholdt sit job ved siden af barejerskabet.

Foreløbigt er der heller ikke ansat noget personale. Sker det, bliver det kun som supplement.

- Jeg kan love, at man altid vil kunne træffe Dorthe eller mig bag baren. Det er vigtigt, at gæsterne føler sig hjemme og møder et velkendt ansigt, når de kommer ind, siger Bjarne Schnohr.

Morzybitten har åbent alle hverdage fra klokken 16 og fra klokken ti om formiddagen i weekenderne. Fredag og lørdag lukker beværtningen klokken to om natten.

Fem fede øloplevelser hos Morzybitten

Det gode øl er den helt store salgsvare hos Morzybitten, der tilbyder hele 35 forskellige slags på både flaske og fad.

Avisen har bedt indehaver Bjarne Schnohr fremhæve fem øl fra menukortet, som er værd at prøve.

Astra Urtyp, 4,9%, Bavaria - Sct. Pauli Brauerei

Jeg er nødt til at nævne Astra'en, for vi er det eneste sted, der har den på fad i Danmark, og vi har allerede fået rigtig god respons på den. Det er en pilsner, som de fleste vil kunne drikke. Den stammer fra den tyske by Sct. Pauli, som vel næsten er synonym med øllen.

Punk IPA, 5,6%, BrewDog

IPA'en fra BrewDog er en øl, der var meget hip for et par år siden, men er blevet en kende mere mainstream ny. Det er en meget frugtig øl, som mange unge mennesker godt kan lide. Alkoholprocenten er en tand over det gennemsnitlige, og det giver den en god rundhed.

Brooklyn Lager, 5,2%, Carlsberg

Vores svar på en almindelig pilsner fra Tuborg eller Carlsberg. Brooklyn Lager'en har en smule mere fylde og er mere rund i smagen. Jeg tør godt sige, at det er én, vi kommer til at have på menukortet i lang tid.

1664 Blanc, 5,0%, Kronenbourg

Det er en vanvittig populær øl, der er frisk og læskende, fordi den både rummer citrus og hvede. Alene den første åbningsdag tømte vi to fustager, og det var den absolutte bestseller. Selvom man ikke er så meget til hvedeøl, vil de fleste kunne drikke denne her.

Golden Naked Christmas, 7,2%, Jacobsen

Modsat mange andre juleøl er den ikke lige så sød - hvor julekrydderierne næsten kan virke overdøvende. Man skal være opmærksom på, at de holder en lidt højere alkoholprocent - men det er også dét, der gør, at den har en rigtig fin balance.

Indehaveren, der kommer til at drive beværtningen med sin kone, Dorthe Schoelzer, er selv mangeårig ølentusiast og har blandt andet været med til at brygge den populære Pretty Maids-øl. Foto: Søren E. Alwan
Foruden specialøl og baristakaffe vil kunderne også kunne købe lette anretninger hos Morzybitten. Foto: Søren E. Alwan
Hyggelige rammer og engelsk atmosfære. Ægteparret bag Morzybitten vurderer, at Jessensgade 3 havde de perfekte rammer til dén ølbar, der manglede i Horsens. Foto: Søren E. Alwan
Morzybitten er opkaldt efter den ølklub, Bjarne Schnor tidligere var en del af. Navnet opstod efter et besøg på den belgiske bar "La Mort Subite". Direkte oversat: Den pludselige død. Foto: Søren E. Alwan
Morzybitten henvender sig især til det modne publikum. Blandt andet er der livemusik på programmet i udvalgte weekender. Foto: Søren E. Alwan
Er man glad for øl, er der varianter nok at gå på opdagelse i. Hele 34 af slagsen - på både flaske og fad. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Krig og nye gæster påvirker hverdagen på Badehotellet: Sæson 7 balancerer fermt mellem feelgood og mere alvorsfulde takter

DEBAT

Opdateret: Kommentarfeltet under artikler virker igen

INFO: Vi har haft nogle tekniske problemer på vores hjemmeside, som har betydet, at det ikke har været muligt at debattere og skrive kommentarer under artiklerne. Problemet er nu løst. Vi beklager bøvlet og takker for tålmodigheden.

Annonce