Annonce
Erhverv

Øl-eventyr kan begynde: Brygmester gør sig klar i Brædstrup

Jan Støjberg Olsen står her omgivet af de store tanke, der kommer til at dominere bryggeriet. Alt udstyret er helt nyt. Foto: Peter Hald
Olsens Bryghus har indtaget det gamle vaskeri i Brædstrup. Lige nu er splinternyt udstyr ved at blive sat op.
Annonce

Brædstrup: Forvandlingen af det gamle vaskeri i Brædstrup fortsætter for fuld kraft. Nu er også brygmester Jan Støjberg Olsen, manden bag Olsens Bryghus ApS, ved at komme på plads i den store bygning på Bredgade.

For nylig fik Jan Støjberg Olsen slæbt alle de store gæringstanke, lagertanke og meget andet tungt grej ind i det højloftede lokale, der skal danne rammen om bryghuset. På grund af coronakrisen var leverancerne blevet forsinket, og restriktionerne betød, at det ikke var muligt for leverandøren at sende en mand med til Brædstrup for at hjælpe med at installere tankene.

Men så er det heldigt, at Jan Støjberg Olsen og nogle af hans venner selv kan finde ud af at få udstyret på plads og i gang.

- Vi skal selv samle det hele, og der følger ikke en manual med. Men jeg får god hjælp af venner, og en af mine kammerater er meget teknisk kyndig, så det skal nok gå - jeg er ikke bekymret, siger den ihærdige brygmester.

Det bliver noget af et puslespil at få koblet det hele til, så Jan Støjberg Olsen kan endnu ikke sætte en dato på, hvornår bryggeriet kan åbne.

- Men det bliver engang efter sommerferien. Nu går vi i gang, og så går det pludselig stærkt, siger han.

Når anlægget er på plads, skal fødevaremyndighederne godkende det hele, men det er Jan Støjberg Olsen ikke nervøs for. Anlægget er splinternyt og skinnende rent.

Jeg ledte i lang tid efter de helt rigtige lokaler, og jeg er meget begejstret for, at der er blevet plads til mig her i vaskeriet.

Jan Støjberg Olsen

Annonce

Stor kapacitet

Centralt i bryggeriet er seks store stålblanke gæringstanke, der har en stor kapacitet. Dertil kommer fire enorme lagertanke, vandtank, køletank med mere, og det hele bliver elektronisk styret af et avanceret anlæg. Jan Støjberg Olsen regner med, at han vil være i i stand til at brygge 1000 liter øl ad gangen, men der kan skrues op, hvis det bliver nødvendigt. Hvor meget det hele har kostet, vil Jan Støjberg Olsen ikke afsløre, men det er en anseelig sum.

Som brygmester har Jan Støjberg Olsen på semi-hobbyplan været i gang i otte år, men nu får bryggeriet en mere industriel skala. For eksempel vil hans kommende tappeanlæg kunne klare 2000 flasker øl i timen.

Mens selv om det er stort, bliver anlægget næsten lydløst, så beboerne i de lejligheder, der indrettes i bygningen, vil næppe høre meget til brygge-processen.

- Kogende vand giver jo ikke meget lyd fra sig, konstaterer brygmesteren.

Annonce

Øl som profilering

Olsens Bryghus vil satse på flere former for afsætning. For de lokale kunder vil der blive arrangeret fredagsbar i samarbejde med Theis Steen Hansen fra spiritusfirmaet Water Of Life, der holder til nedenunder i vaskeriet, og desuden vil Jan Støjberg Olsen lancere refill-flasker på to liter, hvor man kan komme og få fyldt på.

Nok så væsentligt vil bryggeriet satse på det, man kalder "private label" - også kaldet "signatur-øl". Her kan for eksempel en virksomhed, restaurant eller butik få Jan Støjberg Olsen til at udvikle en unik øl specielt til deres virksomhed.

På den måde kan special-øl være med at profilere en virksomhed. Det er blevet populært, og der er efterhånden en del kendte restauranter, der har udviklet deres egne øl i samarbejde med en brygmester.

- Jeg ledte i lang tid efter de helt rigtige lokaler, og jeg er meget begejstret for, at der er blevet plads til mig her i vaskeriet. Det er en fantastisk bygning med historie og sjæl, og vi er jo tre virksomheder, der vil være i stand til at få et godt samarbejde - mit bryghus, Water Of Life og madbutikken. Jeg har allerede en aftale med Theis fra Water Of Life om, at vi skal brygge noget øl, der skal lagres på whisky-tønder fra Stauning Whisky, forklarer Jan Støjberg Olsen.

Den 50-årige brygmester bor i Skanderborg og er oprindelig uddannet revisor, og han vil fortsætte med at arbejde som økonomisk konsulent. Dertil kommer, at han er medejer af et rejsebureau.

- Bryghuset her er en nebensgesjæft... en hobby, der er gået amok, siger han med et bredt smil.

- Bryghuset er en hobby, der er gået amok, siger Jan Støjberg Olsen. Han har brygget øl i mindre skala i de seneste otte år, men nu får hans bryggeri, Olsens Bryghus ApS, betydeligt større kapacitet. Foto: Peter Hald
Lige i disse dage har Jan Støjberg Olsen et stort puslespil at samle. Alle mulige rør og samlinger, duppeditter og dingenoter skal monteres på brygge-anlægget. I forvejen har han brugt hundrevis af timer på projektet. Foto: Peter Hald
Det er det her, det hele handler om: lokalt produceret øl. Og Brædstrup-borgerne kan godt begynde at glæde sig til de arrangementer, som Olsens Bryghus vil holde. Foto: Peter Hald
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted

Sølvtøj stjålet fra dødsbo

Debat

Hvor blev lyrikken af?

Annonce