Annonce
Horsens

Ø-kropar glad for udsigt til billigere færgebilletter: Vi har mad nok til alle

Endelave Kro og Gæstgiveri er klar til at tage imod mange flere gæster, hvis landevejsprincippet med billige færgebilletter bliver permanent. Arkivfoto
Det skal være billigt at komme til de danske småøer, så billigt at turisterne kommer bare for en enkelt dag. Og nu vil et flertal i folktinget gøre det såkaldte landevejsprincip permanent.

Endelave: Et forsøg med det såkaldte landevejsprincip har vist sig som en rigtig god ide. Landevejsprincippet går ud på, at prisen for at køre en kilometer til lands skal koste det samme som en kilometer over bølgen blå, og derfor fik 30 danske småøer en pose penge i tilskud fra Folketinget i 2016. Øerne kunne herefter selv bestemme, hvornår og hvordan de ville sænke billetpriserne.

Og hvis man spørger kroejerne på Endelave, ægteparret Marianne og Henning Brodersen, som overtog Endelave Kro og Gæstgiveri i marts 2018, er det en rigtig god idé.

- Hvis vi skal drive erhvervsliv herovre, så er det vejen frem, lyder det fra Marianne Brodersen.

Hun mener, at en permanent mulighed for billige færgepriser er helt essentiel for de små øer.

- Der kommer ikke nogen på dagsture uden for højsæsonen. Og hvis vi skal have nogle herover for at opleve natur og stemning, så skal det være billigt at tage en dagstur. Alle dem, der bor i Horsens, for dem er det en god dagstur, men ikke hvis det koster en arm for en børnefamilie, siger hun.

Annonce

Der kommer ikke nogen på dagsture uden for højsæsonen. Alle dem der er i Horsens, for dem er det en god dagstur, men ikke hvis det koster en arm for en børnefamilie.

Marianne Brodersen, kroejer

Der er mad nok til alle

Som det er nu, må øerne kun sætte prisen på færgebilletterne ned 46 uger om året, og ordningen er ikke permanent. Men et flertal i folketinget bestående af Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Konservative, Alternativet og Nye Borgerlige vil gerne gøre ordningen helårlig og permanent, så man opnår det fulde landevejsprincip.

Og de udsigter falder ikke overraskende i god jord hos kroejerne på Endelave, som mener, at øen har meget at byde på, ud over decideret ferieophold.

- Sådan en ø her har brug for, at der kommer folk på dagsture og kigger på museet. Når man alligevel ligger på camping i Horsens, er det en god og anderledes oplevelse for en familie. Her er der ikke hoppeborge og vandland, her er det naturen, man kan nyde, siger hun.

I dag koster en færgebillet tur/retur 98 kroner for voksne, 73 kr. for store børn og 18 for børn under tre år. I perioderne før og efter sommerferien, fra 6. maj til 30. juni og fra 12. august til 31. oktober, kan man sejle med færgen til halv pris. Og kroparret garanterer, at der er mad nok til alle fremtidige gæster.

- De skal bare komme, vi kan bespise rigtig mange mennesker. Det ville være fantastisk, hvis der kom nogle flere dagsrejsende også uden for sæsonen, det ville give noget liv og noget omsætning, lyder det.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Inklusion skal være for barnets skyld, ikke for økonomiens

Læserbrev: Vi kendte ham godt. Vi lærere i skolens ældste klasser havde, med en vis ængstelse, på afstand fulgt Frederik op igennem de små klasser, hvor hans adfærd havde været ganske bekymrende. I frikvartererne var han nærmest mandsopdækket, for ellers endte det forudsigeligt nok i ballade. Da han nåede 7. klasse, gik Frederik stadig på skolen. I timerne sad han mest alene med hovedet begravet i computerspil. Af og til blev frustrationerne dog for store, og så måtte klassen gå et andet sted hen, hvis den ville undgå at dele skæbne med stole, borde og penalhuse, som blev kylet rundt i lokalet. Sidst i 7. klasse fik Frederik en plads i et specialtilbud. Alt, alt for sent. Man har I Vejle Kommune lovet at tilføre folkeskolen mere personale for et beløb stigende fra 10 mio. kr. i 2019 til 40 mio. kr. efter fire år. Det kvitterer vi lærere med glæde for. Men virkeligheden har vist, at vi alligevel ikke rigtig har fået flere kolleger ude på skolerne. En af grundene er, at flere og flere elever bliver skilt ud fra almenskolen og placeret i meget dyrere specialtilbud. Det betyder, at pengene går til dem og dermed ikke kan mærkes ude i skolen. I Vejle Kommune er det den enkelte skole, der skal finde pengene i budgettet til at sende elever i specialtilbud, og det er dyrt, så det fløjter. En folkeskoleelev koster 56.000 kr. om året, mens en plads i et specialtilbud kan koste 200.000 kr. Ideen fra kommunens side er at straffe skolen økonomisk, hvis den ikke magter at inkludere sine elever. Desværre betyder det, at børn med særlige behov bliver hængende alt for længe i folkeskolen, hvis skolen ikke har råd til andet. En af årsagerne til stigningen skal findes i, at inklusionsindsatsen i folkeskolen har været underfinansieret. Inklusionen har simpelthen været en spareøvelse. Derfor har disse børn ikke fået den hjælp, de har haft brug for, mens de kunne have haft glæde af den. Nu banker de så på til specialtilbuddene, bl.a. fordi de er blevet holdt for længe ude i almenskolen. Vi må gøre op med et system, der straffer skolerne, hvis man giver eleverne det tilbud, de har brug for, men der skal samtidig sikres ressourcer nok til at rumme børn som Frederik, både for Frederiks skyld, men også for Frederiks klasses. Især hvis folkeskolen fortsat skal være familiernes førstevalg.

Annonce