Annonce
Indland

Ældresagen opfordrer til at holde fast i mimrekort

Pensionister vil meget gerne undgå rejsekortet og beholde deres pensionistkort, forklarer Ældresagen.

DSB, Metroselskabet og Movia lægger nu planerne om afskaffe pensionistkortet - det såkaldte mimrekortet - tilbage i skuffen.

Det glæder i første omgang Ældresagen.

Men trafikselskaberne har ikke fortalt, hvad de vil gøre i stedet.

Derfor opfordrer Ældresagen selskaberne til - som minimum - ikke at droppe det selvstændige pensionistkort for at føre ældre over på rejsekortet.

- Det er dejligt, at Movia stopper afskaffelse af pensionistkortet, så vi kan finde en anden løsning, siger direktør i Ældresagen Bjarne Hastrup.

- Vi er bange for, at der er en del pensionister, der ikke kan administrere det forhold, at man skal tjekke ud med rejsekortet. Og får man ikke gjort det på den rigtige måde, får de bøder, og på længere sigt kan de risikere at få kortet taget fra dem i 12 måneder.

- Kortet er helt afgørende for mange pensionister. Mange af dem er prædemente og konfuse, og de vil ikke vide, hvad internettet er for noget. De vil ikke kunne administrere et rejsekort.

Rigsrevisorerne har ifølge Movia givet de tre trafikselskaber, der tilsammen udgør Din Offentlige Transport, DOT, en bunden opgave med at få harmoniseret rabatter til pensionister i de forskellige dele af landet.

Det blev til en plan, der ville have førte til prisstigninger på op til 400 procent for nogle pensionister.

Opgaven fra rigsrevisorerne skal stadig udføres ifølge Movia, der vil komme med en ny model til, hvordan det skal gøres. Hvornår en ny model er klar, og hvordan den kommer til at adskille sig fra den hidtidige, står ikke klart.

Ifølge Bjarne Hastrup er pensionisterne sårbare over for store prisstigninger.

- Pensionistkortet er helt afgørende for, at de kan komme billigt til læge, til hospitalsundersøgelser, og at de kan komme rundt til familie og arrangementer, så de kan få det netværk, de gerne skal have, siger han.

- Og så skal man tænke på, at bedsteforældre passer jo børnebørn, så forældre ikke skal bruge børns første sygedag på det.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce