Annonce
Horsens

Ældrerådet: Sørg for ekstra tøj, hvis nogle har behov for det i ny vaskeordning

Formanden for Ældrerådet Niels Rasmussen er tryg ved kvaliteten af den nye, private vaskeordning. Rådets eneste bekymring gælder borgere, der ikke har tøj nok til ordningen. Derfor opfordrer rådet politikerne til at finde en løsning for dem. Arkivfoto: Morten Pape
De private vaskerier, der overtager ældres vasketøj 1. november, har præsenteret deres tilbud for kommunens ældreråd.
Annonce

Horsens:  Det er virkelig professionelt, og begge firmaer har styr på vasketøjet.

Sådan lyder konklusionen fra Niels Rasmussen, der er formand for Ældrerådet i Horsens Kommune, efter rådet har haft besøg af repræsentanter fra de to private firmaer, der fra 1. november overtager hjemmehjælpernes opgave med at vaske tøj for de borgere, der er visiteret til den hjælp.

Fremover er det således De Forenede Dampvaskerier og Berendsen, der klarer vasketøjet.

Besøgene efterlader dog én bekymring hos Ældrerådet, nemlig hensynet til de borgere, som ikke har garderobe til fire uger.

- Derfor vil vi opfordre politikerne til at undersøge, om der kan laves en løsning, hvor man hjælper de borgere til at få tøj nok til ordningen, siger Niels Rasmussen, som skønner, at der vil være tale om et fåtal af borgere.

- Det skal selvfølgelig vurderes i forhold til den enkelte. Jeg tror, langt de fleste har økonomi til at supplere deres tøjdepot, siger Niels Rasmussen.


Vi fik at vide, at opstarten i andre kommuner også har været svær, men når først ordningen er i gang, så er der ingen problemer i den. Men det er fair nok med en sund skepsis

Niels Rasmussen


Han understreger, at en løsning, som han har hørt om fra andre kommuner, hvor borgere med det problem får hjælp til at supplere garderoben med genbrugstøj, ikke vil være tilfredsstillende.

- Borgere skal ikke gå i genbrugsundertøj, det bryder vi os ikke om. Det er ikke noget, vi kan beslutte, men vi opfordrer udvalget til at undersøge, om de kan finde en løsning for de borgere, siger formanden.

Mangler man sengetøj, kan det lånes gratis hos vaskerierne.

Annonce

Vaskeposer eller mærker

Grundlæggende leverer de to vaskerier samme service, hvor de henter det beskidte tøj hver anden uge, samtidig med at de afleverer det tøj, som blev indleveret til vask 14 dage tidligere.

- Man kan få det afhentet inde eller ude, alt efter hvad man aftaler, fortæller Niels Rasmussen, som primært så én forskel på de to ordninger. Det er måden at holde styr på tøjet.

- Det ene firma vasker tøjet i vaskeposer, det andet firma stryger mærker i tøjet, så det ved, hvis det er. Mærker, som er nemme at fjerne igen. På den måde kan man være 100 procent sikker på, at man får sit eget tøj tilbage, fortæller Niels Rasmussen.

På mødet fik Ældrerådet at vide, at vaskerierne også andre steder har oplevet, at der var modstand mod at overgå til en privat ordning.

- Vi fik at vide, at opstarten i andre kommuner også har været svær, men når først ordningen er i gang, så er der ingen problemer i den. Men det er fair nok med en sund skepsis, siger Niels Rasmussen.

På mødet fik ældrerådet at vide, at 38 kommuner har overdraget borgernes vasketøj til private firmaer, som omfatter flere end de to firmaer, som Horsens Kommune har lavet en aftale med.

Ny vaskeordning

Hidtil har Horsens Kommunes hjemmehjælpere klaret tøjvasken for borgere, der er visiteret til at få hjælp til opgaven.

Fra 1. november 2020 overtages opgaven af Berendsen og De Forenede Dampvaskerier. De cirka 900 visiterede borgere skal selv vælge, hvilket firma de ønsker.

Vasketøjet hentes hos borgeren hver 14. dag, og det leveres tilbage 14 dage senere. Det kræver således en garderobe til fire uger.

Vaskeordningen koster 125 kroner om måneden pr. husstand. Beløbet er beregnet som den besparelse, borgeren oplever på strøm, vand, vaskepulver med mere.

Bor man alene, kan man som udgangspunkt få vasket otte kg tøj hver 14. dag. Bor man to sammen, kan man tilsammen få vasket 12 kg tøj hver 14. dag. Er behovet større, klares det uden beregning.

Begrundelsen for ændringen er, at kommunen ønsker at løfte praktiske opgaver fra hjemmehjælperne, så der er medarbejdere nok til plejen.

Den nye ordning ventes at give en besparelse på 1,2 mio. kr. Erfaringer fra andre kommuner viser, at flere vælger ordningen fra - derved sparer kommunen penge.

Ved særlige behov er det muligt at blive visiteret til en individuel løsning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted

Tilbage på podiet: Hedensted er landets tredjebedste erhvervskommune

Annonce